Stopfyldt hospital sender email til praktiserende læger: Skru ned for indlæggelserne

16x9
Aalborg Universitetshospital vil have praktiserende læger til at genoverveje, når de indlægger patienter akut. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Praktiserende læger skal blive bedre til at bruge alternativer til indlæggelse, mener hospitalsledelse. Lægerne er uenige.

Rullende sengepladser på gangene på Aalborg Universitetshospital er blevet hverdag.

I de sidste tre uger er en del patienter blevet henvist til hospitalsgangene, når de skulle sove, fordi der ikke har været nok medicinske sengepladser på sygehusstuerne.

Det er et problem, mener ledelsen på Aalborg Universitetshospital. Derfor har regionens praktiserende læger onsdag fået en e-mail med en klar besked:

- De sidste uger har der været en ganske betydelig overbelægning - hvilket giver uhensigtsmæssige patientforløb og mange gener for patienterne. Med respekt over for den frie indlæggelsesret vil vi derfor anmode praktiserende læger og vagtlæger om at overveje alternative muligheder til en akut indlæggelse.

Praktiserende læge er bekymret

Annemette Alstrup, som er formand for PLO-Nordjylland, der varetager de praktiserende lægers interesser, er bekymret.

 Meldingen er et udtryk for manglende hænder.

Annemette Alstrup, praktiserende læge og formand for PLO-Nordjylland

Hun håber, at de nordjyske politikere indser, at grænsen er nået, i forhold til hvor meget man kan beskære i det samlede nordjyske sundhedsvæsen.

- Meldingen er et udtryk for manglende hænder. Vi er nået til et punkt, hvor hospitalerne ikke kan følge med, når der ikke er sengepladser på hospitalet. Når man ikke kan følge med i en tilstand, hvor der er normal drift, er sengepladserne undernomineret. Det er et problem, siger hun til TV 2 og tilføjer:

- Det er et nødråb. Vi bliver nødt til at opgradere antallet af sengepladser.

Annemette Alstrup har 16 års erfaring som praktiserende læge. Hun frygter, at hvis ikke sygehussektoren får ressourcer vil det øge presset på sundhedsvæsenet i en endnu større grad, end det er tilfældet lige nu, hvor ansatte på landets sygehuse i forvejen ikke har tid nok til at udføre deres arbejde ordentligt.

- Vi praktiserende læger indlægger kun vores patienter, når der ikke er en anden udvej til at løse den akutte situation

Ikke mangel på sengepladser

Ifølge Lisbeth Kjær Lagoni, der er sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, er der ikke tale om decideret mangel på sengepladser.

Hospitalets pludselige stigning i antallet af patienter, der havde behov for en sengeplads, viste sig at skyldes alle mulige slags patienter med alle mulige slags sygdomme, forklarer hun til TV 2:

- Vi har kunnet konstatere, at der var ti procent af vores akutte patienter, der ikke havde behov for en akut indlæggelse. Jeg forstår godt, at det kan være svært at se, hvad man ellers kan gøre. De ti procent er svære at finde. Men vi skal være bedre til det.

Regionsdirektør i Region Nordjylland Svend Særkjær, der har det overordnede administrative ansvar for regionens drift og udvikling, er enig med Lisbeth Kjær Lagoni.

- De patienter, der har et behov, skal selvfølgelig indlægges, men vi skal forsøge at undgå de indlæggelser, der ikke er medicinsk behov for, også for patientens egen skyld, skriver han i en e-mail til TV 2.

Nye tilbud skal læres

Med beskeden ønsker hospitalet ifølge Lisbeth Kjær Lagoni at få de praktiserende læger til at tænke i andre løsningsforslag i stedet for den akutte indlæggelse.

Jeg tror ikke, vi har været gode nok til at oplyse om mulighederne. Det skal vi gøre bedre.

Lisbeth Kjær Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital

I beskeden skriver Aalborg Universitetshospital om to alternative muligheder til en akut indlæggelse: De praktiserende læger kan blandt andet overveje "en større inddragelse af de kommunale tilbud – både akutsygeplejersker og akutpladser/aflastningspladser" og "anvendelse af de subakutte tilbud".

Ifølge Lisbeth Kjær Lagoni virker det ikke altid som om, at de praktiserende læger ved, hvor mange alternative muligheder der er. Hun mener, at det er et problem:

- Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at vurdere. De patienter, der har behov for indlæggelse, skal selvfølgelig indlægges. Jeg tror ikke, vi har været gode nok til at oplyse om mulighederne. Det skal vi gøre bedre, siger hun.

Annemette Alstrup er enig.

Hun håber, at Region Nordjylland og Aalborg Universitetshospital vil tage de praktiserende lægers bekymring til sig, og samarbejdet udbygges i den kommende tid. Overfor TV 2 har Lisbeth Kjær Lagoni sagt, at hun vil sikre en bedre dialog, så hospitalet og lægerne er på samme side.