Ny dansk taxi-app tager kampen op mod Uber: Nu bliver det billigere for kunderne

16x9
Taxiholdepladser, Hovedbanegården Foto: Kristian Brasen / Scanpix Danmark

Den nye taxi-app lover at gøre turen billigere og bedre for kunderne.

Danske taxi-selskaber tager nu kampen op mod Uber med lanceringen af en ny taxi-app, som skal gøre taxi-turen så digital, enkel og billig som muligt for kunden.

Det er 4x48 TaxiNord og DanTaxi, der står bag den nye app, der har fået navnet MOOVE, og som kunderne kan benytte fra på mandag. Ved årsskiftet bliver de to selskaber lagt sammen til landets største taxiselskab med 1.500 biler over hele landet, oplyser selskaberne i en pressemeddelelse.

Direktør Carsten Aastrup fortæller, at taxi-selskaberne i forbindelse med udviklingen af den nye app har sænket priserne, så de er lavere end de nuværende taxipriser. Selskabet oplyser, at prisen på en taxi-tur med MOOVE vil blive cirka 5-15 procent billigere, end de taxi-ture kunderne i dag kan bestille over telefonen, eller når de prajer en taxi på gaden.

Ingen brug af taxameter

Samtidig bliver priserne udregnet efter Google Maps bedste og billigste ruteforslag. Således kommer kunderne til at kende den præcise pris på taxituren, inden de har købt den uden brug af taxameter.

App’en modregner også ydre forhold som myldretidstrafik, vejrforhold og trafikpropper, så kunden får et tilbud, der afspejler tidspunktet på dagen.  

Og ifølge Carsten Aastrup bliver servicen og gennemsigtigheden i samme ombæring forbedret.

- Vi har sat endnu mere fokus på service. Vi kender chaufførerne, så med MOOVE får man navn og foto på chaufføren, så snart man bestiller – det giver tryghed. MOOVE benytter udelukkende autoriserede taxier og professionelle chauffører, siger han.

Kan sammenlignes med Uber

Over for TV 2 afviser Carsten Aastrup, at MOOVE er en modreaktion på Uber, men snarere skal ses som en videreudvikling af den app, som taxiselskaberne i dag tilbyder kunder. Samtidig lægger han dog ikke skjul på, at 4x48 TaxiNord og DanTaxi nu har fået et produkt, som han mener er sammenligneligt med Uber. 

- Vi håber på, at folk med vores app får et meget klart valg. Vil de køre lovligt eller ej. Med vores app kan man tjekke prisen og tage et valg om, hvad man har lyst til, siger han og understreger, at MOOVE dog aldrig vil få chancen for at kunne konkurrere direkte på prisen over for Uber.

Men i og med, at man med den nye app sparer på udgifterne til eksempelvis personer, som skal tage imod opkald, så er det lykkedes at gøre MOOVE de 5-15 procent billigere end de taxiture, kunderne kender i dag. 

Carsten Aastrup fortæller, at den nye app har været under udvikling i to år, og årsagen til, at den først lanceres nu, er, at 4x48 TaxiNord og DanTaxi har måttet afvente lovgivninger og reguleringer på området. 

Håber at styrke branchen

For at sikre den gode kvalitet vil MOOVE efter køreturen afkræve en vurdering af taxi-chaufføren på op til fem stjerner.  Ratingen er obligatorisk, og kunden kan således ikke benytte app’en igen, før der er blevet taget stilling til turen, hvorefter vurderingen bliver gemt i app’ens dataabase. MOOVE forsikrer, at hvis en af taxi-chaufførernes rating er helt i bund, vil vedkommende ikke længere få tilbudt ture med app’en.

Med den nye taxi-app håber TaxiNord/Dantaxi at højne professionalismen i hele taxi-branchen, og derfor vil Carsten Aastrup opfordre alle taxiselskaber i Danmark til at benytte den.

En god sikkerhed at vide, hvad turen koster

Hos taxi-vognmændenes interesseorganisation Dansk Taxi Råd, er direktør Trine Wollenberg glad for nyheden om den nye app.

- Det er et super spændende tiltag fra to af de etablerede selskaber i Danmark. Det er dejligt at se, at man sagtens kan lave tiltag med betaling via app på helt lovlige vilkår, siger hun til TV 2. 

Hun understreger dog, at der op til det enkelte taxiselskab, om de vil vælge at gå med i MOOVE. 

- Som brancheorganisation blander vi os ikke i, hvad de enkelte taxi-selskaber beslutter. Det kan og vil vi ikke. Men der er ingen tvivl om, at taxiselskaberne er i indbyrdes konkurrence med hinanden om kunderne, og jo større dækning det har i Danmark, jo mere forbrugervenligt er det også, siger Trine Wollenberg.

Hun er især positiv over for, at kunderne med MOOVE får en fastlagt pris, inden turen begynder. 

- Det oplever vi, at kunderne gerne vil have. Det giver en utrolig sikkerhed og ro i maven, når man på forhånd ved, hvad prisen bliver på turen. Så har de også mulighed for at benchmarke en tur mod andre mobilitetsprodukter, som delebil, tog og bus. Og på den måde lancerer taxien sig i højere grad som en konkurrent til andre transportløsninger, siger Trine Wollenberg. 

MOOVE starter i København på mandag, og vil i den kommende måneds tid blive rullet ud i resten af landet.