Flere og flere ældre mænd bliver fædre

Antallet af senior-fædre er steget markant de seneste 30 år. Et udtryk for længere levealder og flere skilsmisser, mener forsker.
I dag kommer flere og flere børn til verden udstyret med en far, som er godt op i alderen.
Sidste år blev 69 mænd over 60 år fædre, mens hele 612 mænd i alderen 50 til 59 år kunne kalde sig far til en nyfødt.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, skriver Kristeligt Dagblad.
Og antallet af senior-fædre er steget markant de sidste 30 år.
Faktisk er antallet af nyfødte børn med fædre over 60 år steget med 176 procent fra 1986 til 2015. I samme periode er 162 procent flere børn kommet til verden med fædre i aldersgruppen 50 til 59 år.
Vi lever længere
Ifølge Lisbeth B. Knudsen, der er sociolog og forsker i demografi, fertilitet og familiemønstre ved Aalborg Universitet, er tallene et udtryk for flere ting. Vi lever længere, har fået nye familiestrukturer, bliver oftere skilt, og så er vi blevet rigere.
- I dag er der flere, der skifter partner gennem livet, og i det nye parforhold kan det at få et barn sammen være en måde at bekræfte den kærlighed, man har fundet, siger hun til Kristeligt Dagblad.
- Desuden er det at være 60 år i dag ikke det samme, som det var før i tiden. Vi er ikke nær så nedslidte, og vi har kunnet bekæmpe en del sygdomme, som gør, at vi lever længere.