Børn får skader af at bruge skærme: - Ildevarslende udvikling

Tablets, bærbare computere og smartphones er skyld i hyppigere behandlinger hos fysioterapeuter blandt børn og unge.

Småbørn og teenagere strømmer til behandling hos fysioterapeuter som aldrig før.

De lider typisk af hovedpine og smerter i nakke og ryg, og fagfolk fortæller, at problemerne i vidt omfang skyldes, at børnene i timevis hver eneste dag står og sidder med hovedet bøjet over tablets, bærbare computere og smartphones.

GODE RÅD: Sådan forebygger du skader ved overdreven skærmbrug

  • Bruger dit barn flere timer om dagen bag skærmen, bør man trappe ud af det over en kort periode. Børnene skal ned på maksimum to timers skærmbrug om dagen.
  • De skal sidde med rank ryg og hovedet kippet cirka 30 grader for at undgå at overstrække nakken.
  • Børnene skal helst bevæge sig ind imellem.
  • Er skaden sket, er det vigtigt at lave øvelser, der strækker nakken og ryggen og hjælper med at genoprette ryggens rette svaj.
  • Efter aftensmad bør der ikke være skærmtid, da man ved, at skærmens lys er forstyrrende, lige inden barnet skal sove.

Kilde: fyens.dk.

Dermed bliver muskler, sener og led i hals og nakke belastet for meget.

Det skriver Politiken.

På 10 år er antallet af børn og unge på 5 til 19 år, der bliver henvist til behandling hos en fysioterapeut, steget med 60 procent til næsten 30.000 personer sidste år. De fordelte sig med 1.726 børn mellem 5 og 9 år, 10.662 børn mellem 10 og 14 år samt 17.118 teenagere i aldersgruppen 15-19 år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Ildevarslende udvikling

- Det er en ildevarslende udvikling. Vi ser nu, at børn kommer i behandling for lidelser og smerter, som tidligere var forbeholdt voksne. Vi har kun set toppen af isbjerget af de konsekvenser, som den stillesiddende adfærd foran skærmene får for børnene. Kun hver tiende pige og hver femte dreng i aldersgruppen 11 til 15 år bevæger sig nok, siger Tina Lambrecht, der er formand for Danske Fysioterapeuter, til Politiken.

Dårlig kropsholdning og smerter på grund af overdreven og forkert brug af skærme ses nu hos børn, der går i børnehave. Det fortæller kiropraktor Anja Aabech fra Kiropraktisk Klinik i Vanløse.

- Det er vores erfaring, at der kommer flere børn med dårlig holdning og nakkeproblemer på grund af for meget brug af pc’er og tablets. Der er også børn helt ned i førskolealderen, som har smerter i hoved, nakke eller ryg på grund af brug af skærme, siger hun til Politiken.