Lenes mor savnede duften af mad - nu laver hun mad på plejehjemmet

Madlavning på programmet hver anden måned gør en forskel for beboerne på Tåsinge Plejecenter.

Duften af hjemmelavet mad på Tåsinge Plejecenter i Svendborg har tidligere været et sjældent syn.

Men siden Lene Nielsens mor, Inge Nielsen, har udtrykt, at hun savnede duften af mad, har hendes datter trofast stået i køkkenet hver anden måned.

- Så skal de lige formes lidt pænt, siger Lene Nielsen, mens hun med fingerne former bøffer af hakkekød. Aftenens menu er nemlig hakkebøffer.

Ved siden af hende sidder Niels Peter Nielsen, som er beboer på plejecentret. Han forsøger at gøre hende kunsten efter.

Til spørgsmålet om han tidligere har prøvet at lave mad, lyder svaret:

- Aldrig. Aldrig nogensinde. Derfor er det dobbelt så sjovt at være med.

Mere omsorg og rummelighed 

Lene Nielsen er frivillig på Tåsinge Plejecenter.

Det er plejehjemmet, der betaler råvarerne, mens Lene Nielsen sammen med beboerne står for at tilberede dem.

Det er en fordeling, som både Lene Nielsen og sektionslederen på Tåsinge Plejecenter synes godt om.

- De (beboerne, red.) begynder at have meget mere omsorg for hinanden, rummelighed og forståelse for hinanden. De henter også hinanden til kaffen nu, siger Jane Schleimann, der er sektionsleder på Tåsinge Plejecenter.

For Lene Nielsen er glæden over madlavningen med beboerne på plejecentret også stor.

- Man får en fornemmelse af, at man har gjort en forskel og en god gerning – og at man selv har fået så meget tilbage. Både af kærlighed og af glade smil. Det kan ikke gøres op i penge, siger hun.

Langt mellem gode historier

Dog er det ikke alle plejehjem, der kan berette om god trivsel og en god gerning.

I den seneste tid har TV 2 fortalt en række historier om uværdige forhold på danske plejehjem. Flere af reportagerne har vist, hvor vigtige de pårørende er for at forhindre fejl og dårlig trivsel for de ældre. 

Det var tilfældet hos 78-årige Hans Schuster, der er beboer på Skovvænget Plejecenter i Bjerringbro. Han mener, at hans pleje langt fra er værdig. Blandt andet er han afhængig af hjælp til at komme på toilettet og få skiftet sin ble. Men gang på gang har han gået rundt med gennemblødte bukser - fordi bleen ikke blev skiftet i tide.

Det har ført til, at hans datter, Pia Petersen, sammen med Hans Schusters kæreste, har klaget over forholdene adskillige gange. De mener, at der mangler personale.

Det giver selvværd

Tilbage på Tåsinge Plejecenter. Her er beboerne begejstrede.

Rundt om spisebordet sidder flere af beboerne. Lene Nielsen har givet nogle af dem skrælleknive, mens andre har fået skærebrætter med oksekød på. Formålet er, at alle skal bidrage med det, de kan - også selv om rystende hænder efterhånden vanskeliggør arbejdet.

- Det er ligesom derhjemme jo. Jeg har altid lavet mad, fra jeg var 12 år, siger Sigrid Nielsen, der er en af beboerne på Tåsinge Plejecenter.

- Så føler man, at der ligesom er brug for en. Man gør nytte. Det giver en noget selvværd, tilføjer Niels Peter Nielsen.

Lene Nielsens mor er også stolt. Hun er glad for, at datteren tager sig tid til at lave mad på plejehjemmet sammen med hende og de andre beboer.

- Så får jeg lysten tilbage, når vi kommer til sådan en dag som i dag, siger Inge Nielsen.