Danskerne vil have ændret hundeloven - og støtter licens til ejerne

16x9
Hundloven skal ændres, mener flere danskere. Foto: Morten Germund / Scanpix

Hundeloven skal ændres, så uskyldige hunde ikke bliver aflivet - og så skal der indføres en hundeejerlicens, lyder meldingen fra danskerne.

Over 1.000 hunde er blevet aflivet på grund af hundeloven.

To af dem, der står til at blive aflivet, er hundene Frigg og Marley. Ikke alene har de to hunde været på internat i to år, fordi deres ejere ikke kan bevise, at hundene ikke har gener fra forbudte racer. De har også taget Danmark med storm.

Årsagen er, at politiet har sået tvivl om hundenes race. Og når deres ejer ikke kan bevise, om hundene tilhører en ulovlig race, så træder den danske hundelov om omvendt bevidsbyrde ikraft og kræver hundene aflivet.

Men nu bør hundeloven ændres, mener flere danskere.

Ifølge en afstemning på TV 2 mener 71 procent af - i skrivende stund - 13.151 personer, at hundeloven ikke bør bevares, som den er lige nu. De ønsker forandringer.

Kamp om ny hundelov

Blandt personer, der ønsker hundeloven ændret, er syv foreninger bestående af Dansk Muskelhunde Union, Fairdog, DPD, Dyrevelfærdspartiet, Hundens Tarv, Besvar Muskelhunden og Karla.

Gennem demonstrationer landet over har de lørdag sat fokus på at fjerne den omvendte bevisbyrde.

- Vi mener, at de ressourcer og de midler, som hundeejere- eller besiddere, som der står i hundeloven, kan benytte nu, simpelthen ikke er gode nok, siger medarrangør til demonstrationerne Hamayoon Ali til TV 2.

Her er de 13 ulovlige hunderacer

  • Pitbull terrier
  • Tosa inu
  • Amerikansk staffordshire terrier
  • Fila brasileiro
  • Dogo argentino
  • Amerikansk bulldog
  • Boerboel
  • Kangal
  • Centralasiatisk ovtcharka
  • Kaukasisk ovtcharka
  • Sydrussisk ovtcharka
  • Tornjak
  • Sarplaninac

Derudover ønsker foreningerne, at hundelisten med 13 hunderacer, der er forbudte i Danmark, bliver fjernet og erstattet med en hundeejerlicens. Det forklarer Charlotte Kristoffersen fra Dansk Muskelhund Union til TV 2 Nord.

- Vi mener, at man burde tage en licens og tage kurser, og man skal sørge for at træne hunden, så det bliver en god hund, siger hun.

Ja til hundeejerlicens

TV 2 har spurgt brugerne, om det er en god idé at indføre en hundejerlicens.

Selv om hundeloven med de ulovlige racer blev indført i 2010 efter flere episoder, hvor muskelhunde var indblandede i angreb på mennesker, er brugerne enige. De vil have afskaffet listen og indført en hundeejerlicens.

Sådan lyder meldingen fra 84 procent af - i skrivende stund - 18.771 personer. 12 procent siger nej til en hundelicens, mens fire procent ikke har en holdning til det.

Også på TV 2s facebook-side er forslaget om en hundeejerlicens faldet i god jord.

- Det er ikke hundene, der skal vurderes! Det skal deres mennesker! De forkerte hundeejere kan få en Golden Retriver til at blive skingrende sindsyg, skriver en bruger.

- En hundeejerlicens er da en fantastisk idé. Folk skal godkendes til at kunne tage ansvaret for en hund, skriver en anden.

Sagen om Frigg og Marley endte foreløbigt med, at Østre Landsret afgjorde, at de skal aflives. Sagen er blevet anket til Højesteret af Fair Dog, som også er en af foreningerne bag lørdagens demonstrationer.