Danske teenagere gider ikke motion – mindste andel i over 20 år

Det står sløvt til med teenagere og motion. For meget fokus på elite i klubberne og pres fra uddannelsen får de unge til at kvitte idrætten.

Så mange teenagere motionerer fast

13-15 år:

  • 2016: 76 procent
  • 2011: 81 procent
  • 2007: 78 procent
  • 1998: 88 procent

16-19 år:

  • 2016: 61 procent
  • 2011: 67 procent
  • 2007: 64 procent
  • 1998: 67 procent
  • 1993: 59 procent

Kilde: Idrættens Analyseinstitut

De danske unge bliver kaldt ’generation fornuftig’. De drikker mindre end tidligere, færre ryger fast, og sidste år viste en undersøgelse, at unge har senere sexdebut.

Flere sundhedsbølger har også ramt Danmark. Fitnesscentre har i en årrække skudt op rundt om i landet, ligesom diverse madtrends som palæo og proteinkost har fået vind i sejlene.

Alligevel har danske teenagere svært ved at få bundet løbeskoene eller finde sportsketsjeren frem, når de kommer hjem fra skole.

I dag har vi den mindste andel i 20 år af unge mellem 13 og 19 år, der motionerer regelmæssigt. Færre end to ud af tre af de 16 til 19 årige motionerer, og det er det laveste niveau i næsten 25 år. Og det gælder både aktivitet i foreninger og i fitness.

Udviklingen kommer lidt bag på lektor Glen Nielsen, der til daglig forsker i børns fysiske aktiviteter på Københavns Universitet.

- Undersøgelser viser, at sundhed ikke er så afgørende en begrundelse for unges idræts- og motionsaktiviteter. Der er lang tid til, de bliver gamle, og der er mange andre ting, som er vigtigere i unges liv lige her og nu. Derfor fylder sundhedsaktiviteter ikke i deres tanker og prioriteter, siger lektor på Københavns Universitet Glen Nielsen.

Hos de 13 til 15 årige ser det ikke bedre ud. Her motionerer tre ud af fire, men det er den laveste andel i 20 år. Tallene stammer fra Idrættens Analyseinstitut, og de har kortlagt danskernes motionsvaner siden 1964.

De traditionelle idrætsforeninger har i en årrække tabt medlemmer i takt med, at individuelle fitness-trends har vundet frem. Men den administrerende direktør i DIF tror, at de unge også falder fra fitness.

- I teenageårene forlader en del af de unge idrætsforeningerne. De begynder i stedet til fitness, crossfit og så videre. Men her er man tit alene med sin motion.

- Det giver selvfølgelig mere fleksibilitet og frihed, men de unge falder sandsynligvis også fra her efter nogle måneder, og de kommer aldrig i gang igen, fortæller direktøren i Danmark Idrætsforbund, Morten Mølholm.   

Tallene viser, at unge ikke forbinder idræt med sundhed, som de ældre generationer gør"

Glen Nielsen, lektor på Institut for Idræt og Ernæring, KU

Pigerne falder fra

DIF-direktøren peger på, at de skærpede krav på ungdomsuddannelserne gør, at flere unge vælger idrætten fra. Og den analyse er daglig leder på Center for Ungdomsstudier, Søren Østergaard, enig i. Han har undersøgt, hvorfor de unge falder fra.  

- Faldet i de seneste år skyldes sandsynligvis det ekstra pres, de unge føler fra ungdomsuddannelserne. Og det er særligt pigerne, der dropper idrætten, siger Søren Østergaard og fortsætter:

- Når de kommer op i 8. eller 9. klasse, kommer karaktererne og uddannelsen i fokus. De skal have høje karakterer, og så er idrætten mindre vigtigt. Og det samme gør sig gældende for pigerne i gymnasiet.

Tallene viser, at danskerne mellem 40 og 70 år har overhalet de 16 til 19 årige. En større andel af de ældre årgange motionerer sammenlignet med dem.

- De unge føler ikke generel sundhed gennem motion som en stor grund til rent faktisk at udøve det. Derimod er kravet om at opnå nogle bestemte kropsidealer et udbredt formål, siger lektor på Københavns Universitet Glen Nielsen.

For stort fokus på elite

En anden årsag til at færre unge dyrker idræt og motion, er klubbernes fokus på elite. Det skubber de mindre talentfulde fra 2. holdet og 3. holdet væk.

- Når man kommer op på U13 og U15-holdene i klubberne, så bliver det allerede meget eliteorienteret for de bedste hold. Her opdager en stor del, at de ikke er blandt de bedste, og så stopper de. Hvis man prioriterer bredden mere, så vil man også fastholde flere, forklarer administrerende direktør i DIF, Morten Mølholm.

Rapporten fra Idrættens Analyseinstitut tæller ikke aktiviteten i skoledagen med. Undersøgelsen spørger alene ind til aktiviteten uden for skoletiden. Den nye skolereform har dog mere fokus på idræt og bevægelse.

Rettelse

I forbindelse med dækning af unges manglende motion, har vi på TV2 nævnt, at Danmarks Basketball Forbund mister medlemmer. Men selvom forbundet historisk set har mistet medlemmer sammenlignet med i dag, så er der de senere år sket en stigning.  

Dansk basket har fra 2000 til 2015 mistet 3.469 medlemmer i alle aldersgrupper. Men Danmarks Basketball Forbund har siden 2013 oplevet en stigning i antallet af medlemmer på 5.6 % fra 10.823 til 11.428. Dog ikke når det gælder de 13-18 årige, hvor forbundet siden 2013 har mistet 56 medlemmer, hvilket svarer til 1,7 procent af aldersgruppen.