Pendlere får kæmpe pris-smæk til januar

16x9

Nyt takstsystem betyder prisstigninger på op til 7.980 kroner om året.

Opdatering: Movia har mandag opdateret prisstigningerne. Tidligere på måneden er det besluttet at recudere prisstigningen for pendlerne på den sydlige del af Stevns fra 665 kroner om måneden til 415 kroner ekstra om måneden. Dermed lander den samlede prisstigning for disse pendlere på 4.980 kroner og ikke 7.980 kroner som først oplyst. 

Fra Helsingør i Nordsjælland til Rødvig syd for Køge kommer det til at gøre ondt dybt nede i lommeforet på pendlerne, når det nye takstsystem for Sjælland, Lolland, Falster og Møn bliver gældende fra den 15. januar næste år.

Det skriver metroxpress.

Således vil rejsende med den offentlige transport opleve prisstigninger på op til 4.980 kroner om året, og det går særligt hårdt ud over borgerne på Stevns, hvor V-borgmester Mogens Haugaard Nielsen kalder ekstraregningen urimelig hård.

- Det her vil helt sikkert få færre til at bosætte sig på Stevns og få flere til at flytte. Hvis vores veluddannede borgere med velbetalte job i København fraflytter, vil det ikke blot medføre færre skattekroner i kommunekassen. Det vil også gå ud over uddannelsesniveauet i folkeskolen og videre op. Det vil medføre en afmatning på Stevns, som vil sætte sig i huspriserne, siger borgmesteren til metroxpress.

Årlig prisstigning på 1.260 kroner 

Et samlet byråd vil nu rette henvendelse til transportminister Hans Christian Schmidt (V).

I Helsingør bliver de faste togrejsende til hovedstaden ramt af en årlig prisstigning på 1.260 kroner. Pendlertalsmand på Kystbanen Michael Randropp tøver ikke med at kalde den katastrofal:

- Det er vigtigt at sige, at denne prisstigning kommer oveni, at priserne er steget markant generelt, og dertil kommer, at vi som pendlere har fået længere rejsetider, og vi får ikke det produkt, som vi er lovet, når rettidighedsprocenten er for lav. Det er en giftig cocktail, der kan få pendlere til at overveje bilen, siger han til metroxpress.

Dyr fornøjelse

Movia, der udtaler sig for det fælles samarbejde mellem busselskabet, DSB og Metroselskabet, DOT, havde i går ingen kommentar til kritikken.

Metroxpress har talt med Steen Sparrman, som bor i zone 59. Næste år bliver det en særdeles dyr fornøjelse for ham at tage det offentlige på arbejde.

Yderzonen på Stevns på det sydøstlige Sjælland er det område, der får det højeste prissmæk, når muligheden for at købe et pendlerkort til alle zoner forsvinder.

Prisen stiger fra 1.385 kroner om måneden til hele 2.050 kroner. Det svarer til 7.980 kroner om året, som Steen Sparmann og hans medrejsende, der skal fra Stevns til København, skal betale ekstra oven i den pris, de har været vant til. Dog betyder er særaftale for Stevns-pendlerne, at de 'slipper' med en stigning på 4.980 kroner.

Overvejer privatbilisme

Det er den 49-årige netværksadministrator fra Stevns ret ærgerlig over. Han overvejer nu privatbilismen frem for DSB.

- Det tager da et hug i økonomien. Og når vi har bilen stående, overvejer vi da nu, om vi skal tage den frem og tilbage på arbejde i stedet, siger han til avisen.

- Det har altid været en afvejelse af tid og penge - plusser og minusser. Og man må nok sige, at det ser skidt ud for de plusser, der har været, såsom at kunne sidde i ro og mag og forberede sig på sit arbejde.

I slutningen af 2017 vil jyder og fynboer også få et nyt takstsystem, Takst Vest. Mens Takst Sjælland harmoniserer priserne mellem busser og tog, vil Takst Vest fortsat skelne mellem bus- og togrejser, oplyser Carsten Hyldborg Jensen, direktør for Fynbus og tovholder for trafikselskaberne i Takst Vest. Omkring 80 procent af passagererne vil ikke opleve større ændringer i priserne, men togrejsende, der rejser regionalt, vil kunne opleve prisstigninger, siger han til metroxpress.