TV 2's brugere i ophedet debat: Børn skal lege - iPads skal ud af børnehaven

16x9
Svendborg Kommune skal ikke bestemme om digitale medier skal være en del af dagligdagen for børnene i den private børnehave Askelæ. Det mener både pædagoger og forældre. (Arkivfoto) Foto: Kim Haugaard / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV 2/Fyn

Skal børnehaver eller kommunen bestemme, om der skal leges med iPads i puderne eller ej? Det debatterer TV 2's læsere.

Skal børnehaver og de forældre, der vælger at lade deres børn gå der, selv have lov at bestemme, om der skal leges med iPads i puderne eller ej?

I en ophedet debat på TV 2 Nyhedernes Facebookside, som har optaget mange læsere siden i morges, er stemningen et klar "ja".

- Jeg har selv arbejdet i en børnehave (...). Vi tog børnene med på skovtur, vi bagte brød og kager, vi lavede mad og legede og læste historier og spillede spil og lod dem bruge deres sanser, muskler og krop, som de skal, skriver Kasper Winther og har i skrivende stund høstet knap 100 likes for den kommentar.

Hvem har ret?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Friday, October 28, 2016

Og langt de fleste er enige med ham.

- Den børnehave har min fulde opbakning. En iPad og så små børn hører ikke sammen. Jeg er bestemt ikke teknologiforskrækket - teknologien kan mange vigtige ting - men der er så mange basale egenskaber, man som barn skal lære først, skriver Cathrine Nielsen.

Kommune dumper børnehave

Debatten er opstået, efter at børnehaven Askelæ i Svendborg er havnet i en skarp strid med kommunen.

Børnehaven ser kommunens krav om IT i alle daginstutioner som uforeneligt med det pædagogiske værdigrundlag, som børnehaven bygger på.

Derfor er den dumpet kommunens tilsyn. Men det betyder ikke, at børnehaven fremover bukker sig for kommunens krav.

- Børnene i førskolealderen skal have lov til at opleve og bruge deres sanser og motorik for at få den allerbedste base til senere hen i livet, siger leder Anette Kiilerich.

Men børnehaven i Svendborg er langt fra den eneste.

Samler underskrifter ind

I Charlottenlund nord for København har lederen af børnehaven Bonsai startet en underskriftsindsamling, hvor pædagoger og forældre kan støtte op om, at det er børnehavens eget valg, om der skal leges med iPads - og ej kommunens.

- Børn har brug for 3D-erfaringer, hvor de sanser og rører ved verden. Det er udviklende for deres hjerner, siger børnehaveleder Rikke Borggren.

Mere end 4.500 fra hele Danmark har allerede skrevet under. 

Du kan selv deltage i TV 2's læseres debat her.

Børnehave afviser at bøje sig

Børnehaven i Svendborg har med opbakning fra Daginstutionernes Landsforening indklaget spørgsmålet for Statsforvaltningen.

- Vi har slet ikke i sinde at give os, fordi det er imod vores holdning til, hvad vi tror, der er godt for børnene, og vi vil gerne give dem det allerbedste, siger børnehaveleder Anette Kiilerich.

Det vides endnu ikke, hvornår Statsforvaltningen træffer afgørelse i sagen.