Mor efterlod brev inden hun døde: Kære Andreas, sats på det, du gerne vil

Som 13-årig mistede Andreas Kron sin mor til kræft. Sorgen kunne have lagt ham ned, men han valgte at bruge den til at blive professionel cykelrytter.

18-årige Andreas Krons værelse ligner på mange måder nok de fleste andre ungdomsværelser. Sengen er ikke redt og vasketøjet er ikke kommet i skabet. Men for enden af værelset er der en væg fyldt med medaljer og pokaler fra flere cykelsejre.

Cyklingen startede han med efter sin mors død. Andreas var kun 13 år, da hun døde af kræft, efter at have været syg i otte år. De sidste tre måneder tilbragte hun på hospice, hvor hun fik hjælp til at skrive et brev til sin søn.

- Det er noget min mor skrev, eller hun fik hjælp til at skrive det lige inden hun døde, fortæller Andreas Kron og viser et indrammet brev.

16x9
Brevet som Andreas' mor skrev til ham kort før sin død. Foto: Privatfoto.

Brev blev inspiration

- Du skal satse på det du gerne vil, og du skal holde fast på din ret og til at tænke som du vil, læser Andreas højt fra brevet.

Den dengang 13-årige tog ordene til sig. Efter tabet af moren har han brugt det meste af sin tid på en cykel. Han elsker nemlig at cykle. Udover at gå i gymnasiet er han professionel cykelrytter og en del af det danske U19-landshold. Men blandt de mange pokaler og medaljer på værelset gemmer der sig også noget andet.

Sorgen kommer ud gennem passionen cykling, hvor jeg nyder mit liv.

Andreas Kron 18 år

Her fem år efter har al tiden på cyklen givet pote, fornyligt deltog han i VM i Qatar for det danske U19-landshold. Det blev ikke til en medalje, men sammen med de danske holdkammerater vandt han titlen som verdens bedste U19-cykel nation.

16x9
Andreas og hans mor fra en af Andreas' gamle fotobøger. Foto: Privatfoto

Bruger sorg som styrke

- Hun er inde i mit hjerte. Hun er der når jeg både taber og vinder. Jeg bruger hende til at præstere og bruger hende, når jeg kører cykelløb og det er hårdt. Hun er mit forgangsbillede, hun har altid været en fighter også før hun fik kræft, siger Andreas.

Hvert år mister cirka 600 børn en forælder til kræft. Andreas håber, at hans måde at tackle sorgen på kan hjælpe og inspirere andre børn og unge, der har mistet en forælder. 

- Den måde jeg gjorde det positivt på, det var ved at cykle, det var mit frirum. Det vil altid være en sorg, det er det også for mig, men jeg kom stærkere ud af det, siger Andrea