Paskontrol forsinker togtrafikken: DSB laver ny køreplan

16x9
Politiets kontrol i tog ved Padborg er så tidskrævende, at kontrollen tvinger DSB til at lave en ny køreplan. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Grænsekontrollen ved Padborg er så tidskrævende, at DSB laver en ny togkøreplan. DSB dropper blandt andet tog fra Flensborg til Aalborg.

Passet skal frem i togvognen i Padborg, hvis man vil rejse med DSB ind i Danmark.

Politiets kontrol er så tidskrævende, at mange tog kommer forsinket fra Padborg. Så mange, at Kolding-Padborg/Sønderborg er den mindst rettidige strækning i hele landet. Kun 54,8 pct. af togpassagerne er kommet frem til tiden i år, skriver TV SYD.

- Det skule have været en stikprøve paskontrol, men det er blevet til, at politiet går ind i samtlige tog. Det tager nogle minutter hver gang. Og vi måler forsinkelser allerede fra 3. minut. Derfor skal der ikke ske meget, før et tog bliver forsinket, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB, til TV SYD.

Direkte tog sløjfes

DSB tager nu konsekvensen og laver en ny køreplan, der gælder fra 11. december. Planen betyder blandt andet, at opholdstiden i Padborg sættes op til 4-5 minutter, så der er tid til politiets paskontrol. Og det direkte tog mellem Flensborg og Aalborg droppes. I stedet kører toget kun til Aarhus.

- Nogle kunder vil opleve det som en ulempe. Men vi gør det for, at kunderne kan være sikre på, at vi kører til tiden, siger Tony Bispeskov.

Der har været paskontrol i togene siden januar. Selvom DSB meget hurtigt opdagede, at det skabte forsinkelser, justerer de først køreplanen nu. Køreplanen for togene i Danmark hænger nemlig sammen med togtrafik i resten af Europa og med busser på de danske stationer.

- Det er kun et par minutter, men køreplanen er et stort puslespil. Vi kan ikke bare lave om her i landet, for så risikerer vi at være i vejen for godstransport igennem Europa. Derfor ændrer vi kun i køreplanen én gang om året, siger Tony Bispeskov.

Den nye køreplan gælder fra 11. december. Alle ændringer for hele landet kan ses på rejseplanen.dk