19-årige Clara Sofie er aseksuel: - Nul sex, jeg får aldrig lyst

Aseksualitet er ikke en fysisk defekt eller et psykisk problem - nogle mennesker har bare ikke lyst til sex.

Vi taler om det, vi går i terapi med det, vi skifter køn, vi skifter seksualitet. For det er ikke længere tabu - sex fylder i vores samfund, og det er ingen skam. Men det har samtidig gjort det svært for den gruppe af mennesker, der slet ikke har lyst til sex.

Om aseksualitet

Den mest almindelige definition på aseksualitet er, at man ikke oplever seksuel tiltrækning. Folk oplever dog deres aseksualitet forskelligt, og der er ikke én fast eller korrekt definition på at være aseksuel.

Clara Sofie Elfving er 19 år. Da hendes klassekammerater begyndte at interessere sig for sex i puberteten, skete det ikke for hende.

- Så var min første tanke, at der var noget i vejen med mig, at der var et eller andet galt, fordi - jamen, hvorfor har jeg ikke det her, som alle andre de har, fortæller hun til TV 2.

Jeg har virkelig været irriteret over det og tænkt, om han da for fanden ikke bare kunne blive færdig, for hvor lang tid skal det tage

Marianne Boldning

Hun forstod ikke, hvad de andre talte om, og det interesserede hende heller ikke. I dag ved hun, at hun er aseksuel.

- Hvordan kan du vide, at du ikke vil have sex, hvis du aldrig har prøvet det? Hvis man er heteroseksuel, så ved man godt, man ikke vil være sammen med nogen af det samme køn, og jeg ved bare, at jeg ikke vil være sammen med nogen - overhovedet.

Den aseksuelle har det fint, men omgivelserne kan være problemet

Ifølge Astrid Højgaard, der er ledende overlæge på sexologisk center på Aalborg Universitet, er en til to procent af verdens befolkning aseksuelle. Hun fremhæver samtidig, at aseksualitet ikke er en fysisk defekt eller et psykisk problem, ligesom det ikke er en fiks ide, eller noget man vælger.

- Det er noget, man har liggende i sig og har fra starten (fra fødslen, red.). Hvor andre mennesker opdager seksualiteten, kommer aseksuelle egentlig aldrig rigtig i gang med den, siger hun.

Aseksuel - forholdet til sex

Om man er seksuelt aktiv, er ikke afgørende for, om man kan identificere sig som aseksuel. Nogle aseksuelle har sex; andre har ikke. Nogle aseksuelle har det fint med sex og seksuelt indhold i f.eks. film og bøger, andre aseksuelle bryder sig ikke om det. Og atter andre synes bare det er kedeligt.

- Man kan jo sagtens have et fantastisk godt og rigt liv uden at synes, at seksualiteten er en vigtig del af ens tilværelse. Så den aseksuelle behøver ikke nødvendigvis at have det dårligt med at være aseksuel, det er egentlig omgivelsernes pres, der kan være problemet.

- Det kan jeg vel også leve med

Det kan Marianne Boldning nikke genkendende til. Hun er 48 år, mor til to børn på 14 og 17 år og har for nylig erkendt, at hun er aseksuel.

Marianne Bolding har aldrig følt sig seksuelt tiltrukket af nogen, alligevel har hun været gift i 13 år med børnenes far og er for et par år siden kommet ud af et forhold på 7 år.

Marianne Bolding har været i to forhold og har to børn, fordi hun kom frem til, at hun måtte leve med sex i forholdet
Marianne Bolding har været i to forhold og har to børn, fordi hun kom frem til, at hun måtte leve med sex i forholdet Foto: TV 2

- For mig var det vigtigt at falde ind i en kasse, og det var den mest nærliggende, og den mest kendte for mig, så jeg måtte æde den del af mig selv og sige, at ’det kan jeg vel også leve med’, og så har jeg i mange år håbet og bedt til, at det ville forandre sig, siger hun.

Men det forandrede sig ikke - og den seksuelle del af hendes forhold blev aldrig en fornøjelse for Marianne Bolding.

- Det har været irriterende. Jeg har virkelig været irriteret over det og tænkt, om han da for fanden ikke bare kunne blive færdig, for hvor lang tid skal det tage. Det er så forfærdeligt, men sådan har det virkelig været.

Håber på fremtid med familie og børn - uden sex

Aseksuel - onani

Ligesom med sex er det ikke afgørende for din aseksualitet, om du masturberer eller ej - det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, om man føler seksuel tiltrækning til andre.

Det siges, at en aseksuel engang fik spørgsmålet “Hvad kan være bedre end sex?” og dertil svarede “Kage?”. Siden da har kage været brugt som en slags symbol for aseksuelle.

I dag er Marianne Bolding single, og hun tænker ikke længere, at det er forfærdeligt at være aseksuel.

- Jeg er faktisk super glad for at have fundet ud af, at der findes den her gruppe (Foreningen for Aseksuelle, red.), og det er der, jeg hører hjemme, for det giver sådan en ro og lettelse. Men jeg er ked af, at jeg ser det som en forhindring for at være i et forhold. Så det kan da godt være, at det bare er mig alene resten af livet.

19-årige Clara Sofie Elfving drømmer om og håber imidlertid på en fremtid med familie og børn - men uden sex.

- Verden har ligesom fundet ud af, at man sagtens kan have sex uden, at der er kærlighed, men så burde det jo også være en mulighed, at der er kærlighed uden sex.

Hun har lavet et digt om at være aseksuel - se og hør det i klippet herunder:

 Du kan deltage i debatten på TV 2 Nyhedernes Facebook-side.

"Min første tanke var, at der var noget i vejen med mig."

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Tuesday, October 4, 2016