Martin Henriksen: Man er ikke nødvendigvis dansk, fordi man er født i Danmark, taler dansk og går i dansk skole

Er man dansk, fordi man er født i Danmark og går i en dansk folkeskole? Nej, mener Martin Henriksen (DF). Det er jo for vildt, siger andre politikere.

Hvornår er man dansk?

Det spørger flere politikere og mange danskere sig selv om på de sociale medier, efter at Martin Henriksen (DF) i Debatten på DR2 torsdag aften nægtede at kalde elevrådsformanden på Langkær Gymnasium, Jens Phillip Yazdani, for dansk - selv om han er født og opvokset i Danmark.

En melding han står fast ved.

- Man kan ikke drage den slutning, at fordi man er født og opvokset i Danmark, taler dansk og går i dansk skole, er man dansk. Det er jo absurd, og det er jeg hamrende uenig i, siger Martin Henriksen fredag morgen til TV 2.

- Det bliver man jo ikke mere dansk af

Meldingen fra Martin Henriksen kom torsdag aften, da han gæstede Debatten på DR 2 sammen med blandt andre Jens Phillip Yazdani fra Langkær Gymnasium, der har en høj repræsentation af elever med anden etnisk herkomst, Kashif Ahmad fra Nationalpartiet, Marie Høgh, der er sognepræst i Lynge-Uggeløse samt Morten Østergaard fra Radikale og Poul Højlund fra Nye Borgerlige til en debat under titlen "Slut med flygtninge".

Her bidrog Jens Phillip Yazdani blandt andet til debatten med en beskrivelse af, hvordan og hvorfor, at han føler sig dansk:

- Vi er mange, der er født og opvokset her, og hvor det er vores forældre, der er kommet hertil. Vi er ligeså danske som alle mulige andre, sagde Jens Phillip Yazdani, inden han blev afbrudt af Martin Henriksen.

- Det bliver man jo ikke mere dansk af, sagde han, inden Jens Phillip Yazdani kunne fortsætte sin sætning:

- Jeg er født og opvokset i Danmark. Og det er de to ved siden af mig også (Kashif Ahmad fra Nationalpartiet og samfundsdebattør Tarek Hussein.red). Vi har gået i dansk folkeskole og på et dansk gymnasium. Vi er ligeså danske som alle mulige andre. Og det er dem, der går i min klasse også. Også de kvinder der har valgt at bære et tørklæde, fordi det er i overenstemmelse med deres religion, sagde Jens Phillip Yazdani.

- Uforskammet

Og det var efter denne sætning, at Martin Henriksen sagde ordene, der sidenhen har fået debatten i gang:

- Man kan ikke sige, at hvis man henter hele verden til Danmark, og at de så får nogle børn i Danmark, så bliver de børn danske. Det er simpelthen en forfladigelse af debatten, som er direkte uforskammet overfor de generationer, der har været med til at bygge det her land op. 

- Hvor er det dog vildt

De Radikales Morten Østergaard stod ved siden af Jens Phillip Yazdani og vendte hovedet i ren overraskelse mod Martin Henriksen, da DF'eren efter en times debat afviste, at kalde elevrådsformanden dansk.

- Jeg har aldrig oplevet, at blive ubehageligt til mode over tonen i Debatten, skrev han bagefter på Facebook i en opdatering.

Her til aften deltog jeg, som så ofte før, i debatten på DR2. Jeg har, siger og skriver, aldrig oplevet at blive...

Posted by Morten Østergaard on Thursday, September 22, 2016

Også Johanne Schmidt Nielsen (EL) er harm over DF'eren.

- Hvor er det dog vildt, at Martin Henriksen fra DF står på live tv og fortæller den 18-årige gymnasieelev, at han ikke nødvendigvis er dansk. Selv om han er født her i landet!, skrev hun over et billede af hende selv og Jens Phillip Yazdani fra Debattens studie i DR.

Hatten af for den fantastisk seje elevrådsformand fra Langkaer Gymnasium - Jens Phillip Yazdani - der var så SEJ i...

Posted by Johanne Schmidt-Nielsen on Thursday, September 22, 2016

Ryster på hovedet af kritik

Selv ryster Martin Henriksen på hovedet af den kritik.

- Det er jo som om, de er ligeglade. Hvad er det, der skal binde os sammen som danskere? De tager det ikke alvorligt nok, siger han fredag morgen.

Hvad er det, der gør, at man er dansk nok?

- Det er vores sprog, kultur og traditioner, siger han.

- Det er, at man er med på lejrskole og deltager i det danske ungdomsliv, og at man tager del i det, der betyder noget for danskerne. Kristne højtider er en afgørende del af det at være dansk. Humor er også en del af dansk kultur, forklarer Martin Henriksen (DF).

Men hvad skal der til, før man er dansk, hvis det ikke er nok, at man er født og opvokset i Danmark, taler dansk, tager en uddannelse i Danmark og er elevrådsformand?

- Jeg blev bedt om at vurdere ham på et splitsekund. Det var ikke ham men argumentet, jeg protesterede imod. At man er dansk, fordi man er opvokset i Danmark. Så enkelt er det jo ikke. Det er så indlysende, at selv en blind kan se det, siger Martin Henriksen.