Ny tendens udvisker kønnet: 18-årige Ditlev går i maskulint kvindetøj

'Fluid gender' er en ny tendens, hvor unge mennesker træder ud af kønnets faste rammer og ifører sig både feminine og maskuline klæder.

De lange, lyse lokker hænger løst ned over skuldrene. Læberne bliver plejet med lyserød læbepomade, mens øjenvipperne ofte prydes med brun mascara. Skjorten sidder tæt, og den fremhæver hans feminine træk. 

For 18-årige Ditlev Halfdan Escherich har kønnet flydende grænser. Han er hverken homoseksuel eller transkønnet. Og alligevel er han lidt af det hele. Han går i jakkesæt, der primært er syet til kvinder. Men aldrig i kjoler. Og han har på ingen måde lyst til at iføre sig parykker eller få lavet bryster. 

- Jeg er egentlig meget tilfreds med at være det, jeg er. Et sted midt i mellem, lyder det fra Ditlev Halfdan Escherich. 

18-årige Ditlev har siden folkeskolen gjort op med grænserne mellem køn. I dag går han primært i blazere og skjorter, som er designet til kvinder.
18-årige Ditlev har siden folkeskolen gjort op med grænserne mellem køn. I dag går han primært i blazere og skjorter, som er designet til kvinder. Foto: Privatfoto / TV 2

Opgør med konformiteten

Han er en del af en ny, voksende tendens, som især har fat i de unge mennesker. Det hedder 'fluid gender', og er en modtrend til de seneste årtiers fokus på gamle traditioner. 

Jeg er egentlig meget tilfreds med at være det, jeg er. Et sted midt i mellem

Ditlev Halfdan Escherich

Ifølge kønssociolog Cecilie Nørgaard er der tale om en ungdomstilstand, et oprør mod konformiteten, som især ses i de vestlige storbyer: 

- I Danmark bliver vi hurtigt låst fast på, hvad køn er, fordi vi kun tænker på det biologiske køn, siger hun og fortsætter: 

- Men i dag er der mange måder at være mand og kvinde på – eller det imellem. Grænserne er blevet flydende. 

58 køn på Facebook

Også Facebook har omfavnet tendensen med flydende køn. På det sociale medie har man siden 2014 kunnet vælge mellem 58 forskellige køn. Det giver plads til dem, som føler sig som både mand og kvinde, og dem, der betragter sig selv som intetkøn. Facebook giver ligeledes mulighed for at betegne sig som adrogyn, pankønnet, transseksuel, ciskønnet eller noget helt andet. 

I Danmark bliver vi hurtigt låst fast på, hvad køn er, fordi vi kun tænker på det biologiske køn

Cecilie Nørgaard, kønssociolog

For 18-årige Ditlev startede opgøret med kønnet allerede i folkeskolen. Her var han i en periode meget fokuseret på at passe ind og klæde sig som en dreng. 

- Jeg var jo en dreng, så det var det, jeg skulle klæde mig som. Men det varede kun et års tid, siger Ditlev Halfdan Escherich, mens han viser sin garderobe frem, som bugner af pelsfrakker og jakkesæt til kvinder. 

Også Facebook har omfavnet tendensen med flydende køn. På det sociale medie har man siden 2014 kunnet vælge mellem 58 forskellige køn.
Også Facebook har omfavnet tendensen med flydende køn. På det sociale medie har man siden 2014 kunnet vælge mellem 58 forskellige køn. Foto: Privatfoto / TV 2

De flydende grænser betyder dog også, at Ditlev ikke er tiltrukket af køn. Han er derimod tiltrukket af udstråling og fysisk, og han er både til mænd og kvinder.  

- Jeg er tiltrukket af det maskuline. Om det så er en maskulin dame eller en maskulin mand. Det går jeg ikke så meget op i.