Tidligere dansk barnestjerne er død

Mathilde Gersby, der blev kendt fra firserserien 'Da Lotte blev usynlig', er død. Hun blev 37 år.

Den tidligere barnestjerne Mathilde Gersby er død i en alder af 37 år.

Det skriver hendes bror på Facebook:

- Min søster døde den 16-09-16. Kl. 21.45. Hun har kæmpet en brav kamp mod cystisk fibrose, og kunne ikke mere til sidst. Hun var stærk til det sidste. Ære være hendes minde.

Mathilde Gersby spillede den rødhårede Lotte i tv-serien 'Da Lotte blev usynlig', der havde premiere på DR i 1987.

Glimt i øjet, kampgejst og empati

Mathilde Gersbys kusine Persille Ingerslev oplyser til TV 2, at Mathilde Gersby døde af sygdommen cystisk fibrose, og hun sov ind omgivet af sin nærmeste familie.  

På siden 'Alle har ret til en værdig død' skriver kusinen: 

- Mathilde var et livstykke uden lige. Med glimt i øjet, kampgejst og enorm empati med de, der har det svært.

- Hun forstod vigtigheden af at kunne bibeholde sin værdighed - og hun forstod, at alle væsener har brug for denne værdighed. Hendes kamp for indførsel af aktiv dødshjælp ender ikke her.

Videoen herover er optaget for få dage siden i september 2016. Her fortæller Mathilde Gersby om, hvorfor hun går ind for aktiv dødshjælp i Danmark.

Født med cystisk fibrose

Den 37-årige tidligere barnestjerne var uhelbredelig syg og født med den arvelige sygdom cystisk fibrose.

Det er en sygdom, der langsomt ødelægger lungerne, og som den første i Danmark har hun fået transplanteret et nyt sæt lunger to gange. Senest i 2011.

De er med stor sorg jeg må fortælle, at Mathilde Gersby gik bort igår aftes. Efter 37 års kamp mod cystisk fibrose,...

Posted by Alle har ret til en værdig død on Saturday, September 17, 2016

- Man siger normalt, at man lever syv år med en lungetransplantation. De her har varet i fem år, sagde Mathilde Gersby for blot tre dage siden til TV 2

Her fortalte hun om, hvorfor hun er fortaler for, at aktiv dødshjælp skal gøres lovligt i Danmark.

- Jeg synes, det er urimeligt, at man i 2016 har så meget medbestemmelse over alt muligt andet. Men lige det om hvordan man kommer herfra, det er blevet besluttet for en. Det synes jeg ikke er rimeligt.

Mathilde Gersby efterlader sig manden Søren. De har sammen en søn på 11 år. 

Her ses Mathilde Gersby i 2005.
Her ses Mathilde Gersby i 2005. Foto: Claus Bech Andersen / Scanpix Danmark
Mathilde Gersby blev født med cystisk fibrose. Her ses hun i september 2016.
Mathilde Gersby blev født med cystisk fibrose. Her ses hun i september 2016. Foto: TV 2