Advokat-mor droppede barsel og blev skældt ud på nettet - men er det egentlig så slemt?

16x9
Eva Perssons prioritering vækker debat(arkivfoto fra 2003). Foto: Morten Juhl / Scanpix Danmark

Det har skabt en voldsom debat, at advokat Eva Persson var tilbage på arbejdet, en uge efter hun havde født sin søn.

- Det er usædvanligt og ikke noget, som jeg selv ville gøre, men det skader altså ikke barnet, at mor og far ikke afholder barsel og er sammen med det hele tiden.

- Ikke nødvendigvis.

Sådan siger sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen om den debat, der er brudt ud på sociale medier, efter at advokat Eva Persson i et interview i Berlingske fortæller, at hun droppede sin barselsorlov, fordi hun ville satse på karrieren.

Heller ikke Eva Perssons mand har valgt at tage barsel, og derfor har især Eva Perssons mor, svigerforældrene og pigen i huset sagt ja til at babysitte.

Når forældrene har fri, er de til gengæld hundrede procent til stede om deres lille søn, som i dag er 22 måneder, siger Eva Persson i interviewet.

Mormor bliver den nye 'mor'

Og det er en god måde at løse det på, siger Helen Lyng Hansen.

- Børn har brug for faste personer, de kan knytte sig til, og her skelner man mellem to typer; de primære, der som regel er far og mor, og de sekundære, der som regel er bedsteforældre, aupairs eller pædagoger.

Hjemme hos Eva Persson er mormor blevet den nye primære, og det er lidt usædvanligt, men ikke skadeligt, siger sundhedsplejersken.

Det vigtigste er, at barnet har nogle personer omkring sig, som er klar til at trøste og vise omsorg, men det kan også skabe nogle udfordringer, påpeger Helen Lyng Hansen:

- Det kan betyde, at barnet i nogle situationer vil foretrække bedsteforældrene eller pigen i huset frem for sin mor eller far. Fordi det er dem, der er der mest for barnet, og dem, der har knyttet det tætteste bånd. Men det kommer jo også an på, hvordan man som forældre møder barnet, når man kommer hjem. Om man kan opbygge en særlig relation. Og det lyder det til, at de kan her.

Ingen løbeture, ingen sylte og bagning

TV 2 talte i går med Smilla Lynggaard, der arbejder som familierådgiver. Hun mener heller ikke, at man nødvendigvis er en bedre mor, fordi man tager barsel og er hjemme med sit barn:

- Der er jo også mødre som tager barsel, men alligevel sidder med telefonen og mailen åben og er fraværende. Eva Persson virker som en meget bevidst kvinde, som har taget et valg. Så måske er hun netop en god mor, fordi hun har truffet et helt klart valg ved at være på, når hun er hjemme.

Jeg har absolut ingen fritidsinteresser. Jeg står heller ikke og sylter og bager. Der er ikke tid til andet end at arbejde og være sammen med min familie

Eva Persson, advokat og partner i advokatfirmaet ­Concilio & Co.

Ifølge interviewet i Berlingske, prioriterer Eva Persson benhårdt:

- Jeg har absolut ingen fritidsinteresser. Jeg står heller ikke og sylter og bager. Der er ikke tid til andet end at arbejde og være sammen med min familie, siger hun.

Familierådgiveren mener heller ikke, at man skal dømme Eva Persson:

- Hver gang vi tager nogle valg har det konsekvenser. Det tyder på, at Eva Persson er ultra tilstedeværende over for sit barn, når hun endelig er hjemme. Hun skal ikke ud og løbe og realisere sig selv på andre måder. Hun er 100 procent på. Samtidig har hun sikret sig, at hendes barn er trygt ved de mennesker, det er sammen med, siger Smilla Lynggaard til TV 2.