Danskerne er ikke i tvivl: Vil have ret til aktiv dødshjælp

En ny måling viser, at danskerne ønsker at lovliggøre aktiv dødshjælp. Etisk Råd er imod.

Knap fire ud af fem danskere er tilhængere af, at uhelbredeligt syge mennesker skal kunne modtage aktiv dødshjælp i Danmark.

Det viser en ny måling lavet af Megafon for TV 2.

Målingen kommer dagen efter, at den 78-årige Mogens Arlund blev idømt 50 dages betinget fængsel for at have dræbt sin uhelbredeligt syge hustru i april.

Grafik baseret på Megafon-måling den 13.09.2016
Grafik baseret på Megafon-måling den 13.09.2016 Foto: TV 2

Medlidenhedsdrab i Danmark

 Medlidenhedsdrab defineres som et drab, der foretages af barmhjertighed på en person, der opleves som stærkt lidende.

  •  Det er en form for aktiv dødshjælp, såkaldt eutanasi, og det er strafbart.
  • Foretages et medlidenhedsdrab efter den syges frivillige og utvetydige begæring, er der tale om drab efter begæring, som efter paragraf 239 i Straffeloven har en lavere strafferamme end forsætligt manddrab.
  • Drab på begæring kan straffes med fængsel indtil tre år.

Kilde: Straffeloven, Den Store Danske

Formanden for Etisk Råd, Gorm Greisen, der til dagligt arbejder som overlæge, er ikke overrasket over målingen.

- Det her har vi vidst i en årrække. Når man spørger på denne måde, så siger flertallet af danskerne, at den ret og mulighed ønsker de. Og når Etisk Råd har taget stilling, i 2003 og 2011, så var der et meget overvældende flertal for, at det fortsat skulle være ulovligt, siger han til TV 2.

Tidligere målinger har vist, at omkring 70 procent af danskerne er tilhængere af aktiv dødshjælp.

Vil ikke skabe kultur for dødshjælp

Ifølge Gorm Greisen skyldes modstanden fra Etisk Råd, at det ikke skal påhvile den enkelte læge at skulle "trykke på knappen", ligesom rådet heller ikke finder det etisk rigtigt at institutionalisere dødshjælpen.

- En ting er jo at prøve at gøre det bedste i den enkelte situation. Noget andet er at lave regler for et land. Når man laver regler og love for et land, så er man med til at skabe en kultur. Og historien viser, at man har arrangeret sig forskelligt i forskellige kulturer, og vi skal jo kun tilbage til Tyskland, hvor der var et helt program, som drejede sig om at slå ihjel for de liv, der ikke var værd at leve, siger Gorm Greisen.

Hos foreningen En Værdig Død, der oplyser og vejleder om aktiv dødshjælp i Danmark, mener formand Flemming Schollaart, at Mogens Arlunds dom er endnu et wake-up call for de danske politikere og Etisk Råd.

- Den her sag viser igen, at der er en gruppe mennesker for hvem palliation (lindrende behandling for mennesker ramt af livstruende sygdom, red.) ikke er et alternativ mere. De ønsker, at det skal slutte, de kan ikke mere. Disse mennesker skal høres, de skal respekteres og have muligheden for aktiv dødshjælp, siger Flemming Schollaart.