Advokat-mor droppede barsel for at arbejde: - Hun kan godt være en god mor

16x9
Eva Perssons prioritering er benhård, men modig, mener familierådgiver. Foto: Scanpix

Karrierekvinde har valgt barslen fra for at satse på jobbet. Danskerne raser, men familierådgiver roser hendes benhårde men modige prioritering.

Advokat, karrierekvinde og nybagt mor Eva Persson har valgt barslen fra for at satse på karrieren. Det fortæller hun i dag til business.dk.

- Jeg har valgt ikke at holde traditionel barselsorlov. Jeg sendte min sidste mail kl. tre om natten, og fødslen blev så sat i gang næste morgen kl. otte, siger Eva Persson til business.dk.

- Jeg holdt en uges ferie efter kejsersnittet, men jeg har aldrig haft auto-svar på min e-mail om, at jeg holdt orlov. Ingen af ­mine klienter vidste, at jeg var gravid, eller at jeg skulle være væk.

Ophedet debat på Facebook

Hendes beslutning har affødt en ophedet debat på de sociale medier - blandt andet på TV 2 NYHEDERNEs Facebook-side.Her er langt de fleste kommentarer kritiske over for Eva Perssons prioritering. Eksempelvis skriver Tanja Josefine Brenfelt:

"Jeg undrer mig faktisk mere om hvorfor hun har fået et barn.. Et barn er jo ikke en nødvendighed for at trække vejret. Hvordan hun har planlagt at bruge sin tid på barsel er egentlig også irrelevant, spørgsmålet er mere om hun har tid til sit barn og forstår at et spædbarn har rigtig meget brug for sin mor...".

"Jeg sendte min sidste mail kl. tre om natten, og fødslen blev så sat i gang næste morgen kl. otte."

Dikirim oleh TV 2 NYHEDERNE pada 13 September 2016

Astrid Hansen deler den opfattelse:

"Det må jo være hendes valg, hun skal bare tænke på, at det er de første 3 år af barnets liv der er de vigtigste.Jeg havde ihvertfald ikke hjerte til det, og jeg syntes også det er hende selv hun tænker på ,og ikke barnets tarv, synd for barnet er det i hvert fald."

Familierådgiver: Benhård men modig prioritering

Familierådgiver Smilla Lynggaard maner til besindighed. Hun mener ikke, at man skal dømme Eva Persson, som tydeligvis har prioriteret benhårdt, men modigt og reflekteret:

- Hver gang vi tager nogle valg har det konsekvenser. Det tyder på, at Eva Persson er ultra tilstedeværende over for sit barn, når hun endelig er hjemme. Hun skal ikke ud og løbe og realisere sig selv på andre måder. Hun er 100 procent på. Samtidig har hun sikret sig, at hendes barn er trygt ved de mennesker, det er sammen med, siger Smilla Lynggaard til TV 2.

Hun understreger, at der ikke findes én formel på, hvad godt forældreskab er.

- Eva Persson udfordrer os på, om vi måske kunne have gjort det anderledes. Det er modigt. Derfor tror jeg, at det får folk til at reagere så kraftigt. Det er en vigtig pointe, at hvis vi forældre får skabt et liv, som vi har det godt med, så er det, vi giver videre til vores børn.

Familierådgiveren mener ikke, at man nødvendigvis er en bedre mor, fordi man tager barsel og er hjemme med sit barn:

- Der er jo også mødre som tager barsel, men alligevel sidder med telefonen og mailen åben og er fraværende. Eva Persson virker som en meget bevidst kvinde, som har taget et valg. Så måske er hun netop en god mor, fordi hun har truffet et helt klart valg ved at være på, når hun er hjemme.