18-årige Patrick er hjemløs: Jeg har manglet trøst og tryghed

Et stigende antal unge lever i dag som hjemløse. Og det ikke er penge, men omsorg og kærlighed, der kan få de unge væk fra gaden igen.

Han ejer ikke mere, end der kan være i en mindre plasticsæk. Han sover der, hvor det lige falder ham ind – ved busstoppesteder, på herberger, under halvtage. Han spiser aflagte pizzastykker eller finder for gammel mad i supermarkedernes affaldscontainere.

Alligevel er det 18-årige Patrick Egeskovs helt eget valg, at han kan kalde sig hjemløs.

Mange hjemløse i provinsen

- Jeg har det meget bedre herude. Her er der flere, der kan tage sig af mig, og flere, der bekymrer sig om mig, lyder det fra den 18-årige vejlenser.

Patrick Egeskov har været hjemløs i to år. Han er langt fra den eneste unge, der i dag lever på gaden.

For ikke bare i storbyerne, men også i de mindre byer i provinsen, mærkes en markant stigning i antallet af unge hjemløse inden for det seneste år.

Det viser en rundringning foretaget af TV 2 Nyhederne til herberger, varmestuer og lokale hjemløseorganisationer fordelt på 13 byer i provinsen.

Sådan gjorde vi:

TV 2 Nyhederne har lavet en rundringning til varmestuer, herberger og lokale hjemløseorganisationer med rod i 13 byer i provinsen. I samtlige af de 13 byer svarer de adspurgte, at der inden for det seneste år er kommet markant flere unge hjemløse.

De 13 byer, som vi spurgte til, var:

Nakskov, Nykøbing Falster, Næstved, Sakskøbing, Svendborg, Vejle, Fredericia, Skælskør, Korsør, Slagelse, Holstebro, Herning og Sønderborg

Det er helt markant hos de her unge, at de har savnet kærlighed

Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning

Ifølge eksperterne er der som regel altid tale om flere årsager til, at man ender på gaden – mange unge føler sig pressede og svigtede, der kan være tale om alkoholproblemer og stofmisbrug, ligesom mange har psykiske problemer.

Stofmisbrug og psykiske problemer

Også Patrick Egeskov har haft et stofmisbrug, og han har efter eget udsagn også psykiske problemer.

Han bekymrer sig ’ikke det mindste” om penge og økonomi og prøver efter eget udsagn at være så lidt i kontakt med kommunen som muligt. Hans eneste indkomst er salget af hjemløseaviser – på en god dag kan han tjene op mod 150 kroner.

- Det kan jeg sagtens leve af. Jeg kan altid skaffe mad, og jeg kan sove i det fri.

Hvis du nu fik 3.000 kr. ekstra i hånden – ville det ikke få dig væk fra gaden?

- Nej, så ville jeg bare have 3.000 kr. ekstra at spise pizza for, fastslår Patrick Egeskov.

Mangler kærlighed og relationer

En undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning viser da også, at de unge selv mener, at der skal noget helt andet til end penge, hvis de skal ud af hjemløsheden.

Centerleder og professor MSO, Noemi Katznelson, forklarer:

- Når vi spørger de unge selv, så går det fuldstændigt markant igennem – uanset hvor forskelligartet deres situation er – at de oplever, at deres nære relationer ikke fungerer godt. Det, de unge efterlyser, er at have nogen, der er tæt på dem. Nogen, de oplever, elsker dem, siger hun og fortsætter:

Min mor har virkelig prøvet at få mig til at få det godt, men har ikke rigtig været i stand til det

Patrick Egeskov, 18 år og hjemløs

- Økonomi gør det langt fra alene, hvis de unge skal ud af hjemløsheden. Det er helt markant hos de her unge, at de har savnet kærlighed, og de savner nogle relationer, de faktisk oplever, kan støtte dem i at håndtere et liv. 

Kunne ikke være derhjemme

I Vejle fortæller Patrick Egeskov, at han ikke føler, at han har fået den opmærksom og omsorg, som han har haft brug for i sin opvækst.

Han blev anbragt, da han var syv år, fordi hans mor ikke kunne have ham derhjemme. Og han forklarer, at han selv valgte at forlade døgninstitutionen for to år siden.

- Min mor har virkelig prøvet at få mig til at have det godt, men har ikke rigtig har været i stand til det, siger Patrick Egeskov.

Patrick Egeskov fra Vejle pakker sine ejendele sammen efter at have sovet under et halvtag.
Patrick Egeskov fra Vejle pakker sine ejendele sammen efter at have sovet under et halvtag. Foto: Kim Hess / TV2

Svært at magte ham

Det ved Patricks mor, Sabina Egeskov, sådan set godt. En snak, som de kan tage åbent, da Patrick Egeskov besøger hende i lejligheden i landsbyen Viuf. Her bor hans fire år yngre lillesøster også.

- Men man kan jo ikke sige, at det kun er min skyld, at du har valgt den livsstil, lyder det fra moren.

- Næ, der er bare ikke så mange, der har kunnet give mig det, jeg har haft brug for, svarer Patrick Egeskov.

-Hvad tror du, Patrick har manglet?

- I hans liv? ... Jamen, han har jo manglet min opmærksomhed, fortæller den 39-årige mor og fortsætter:

- Det har været svært for mig at magte ham, fordi han kræver nogle andre ting, end hans lillesøster gør, siger Sabina Egeskov.

Så hjælper jeg ham lidt økonomisk, hvis han mangler til en pakke smøger

Sabina Egeskov, mor til hjemløse Patrick

Skal ikke bo hjemme

De er begge enige om, at Patrick nok aldrig kommer hjem og bor – dels fordi de begge erkender, at de ikke kan holde ud at være under samme tag i længere tid. Dels fordi Sabina Egeskov mener, at hendes lejlighed er for lille, når der også skal være plads til Patricks lillesøster og to hunde.

- Jeg har sagt til ham, at han kun skal komme hjem i weekenderne. Jeg har jo også kun tre rum i lejligheden.

-Tror du ikke, at Patrick har mere brug for dig end for et rum at være i?

- Jo, det har han måske nok, men altså…, siger Sabina Egeskov.

Patrick Egeskov på vej ud i byen for at sælge hjemløseaviser
Patrick Egeskov på vej ud i byen for at sælge hjemløseaviser Foto: Kim Hess / TV2

Hun fortæller, at hun ofte forsøger at gøre det godt igen:

- Så hjælper jeg ham lidt økonomisk, hvis han mangler til en pakke smøger. Eller hvis han gerne vil hjem og ikke har råd til bussen. Så sætter jeg som regel nogle penge over på hans konto, siger den studerende mor, der også arbejder som sosu-assistent.  

Drømmer om en normal fremtid

Selv om Patrick Egeskov ikke kommer til at dele bolig med sin mor, ser det alligevel ud til, at han snart vil vinke farvel til sin status som hjemløs.

For knap et halvt år siden blev han kærester med den jævnaldrende Ida. De har nu planer om at flytte i en lejlighed.

- Hvis det ikke havde været for Ida, ville jeg ikke forsøge at komme væk fra gaden. Men nu tør jeg godt drømme om en normal fremtid: hente mine børn i skole eller børnehave. Komme hjem til Ida og få noget aftensmad. Gå i seng i min egen lejlighed, i min egen seng, fortæller den 18-årige vejlenser.

- Hvilke ting vil du give til dine børn, som du selv har manglet?

- Kærlighed og opmærksomhed. Jeg vil lytte til dem, slutter Patrick Egeskov.

Se meget mere til Patrick Egeskov i TV 2 Nyhederne klokken 19.00