OVERBLIK: Dokumenterne der belaster verdenstoppen

16x9
Panama Papers rækker langt ud over Danmark. Navne som Putin, Xi Jinping og Cameron figurerer i dokumenterne. Foto: DAVID GRAY / Scanpix Denmark

Skat har fået lov til at købe oplysninger om danskere, der er nævnt i de såkaldte Panama Papers, fra en anonym kilde.

Skandalen har ramt nogle af verdens mest kendte personer. Her kan du få overblikket over nogle af navnene:

* Islands nu tidligere statsminister Sigmund Gunnlaugsson skal siden 2007 have rådet over et offshoreselskab uden at fortælle det islandske parlament om det. Gunnlaugsson måtte træde tilbage.

* Folk tæt på det højrenationalistiske franske parti Front National og dets leder, Marine Le Pen, har drevet et "sofistikeret system af skuffeselskaber" med det formål at gemme penge i skattely, har avisen Le Monde skrevet.

* Ruslands præsident, Vladimir Putin, er også belastet af, at hans allernærmeste har scoret 13 milliarder kroner gennem skuffeselskaber i Panama. Blandt dem er hans nærmeste ven, cellisten Sergej Roldugin.

* Den spanske kongefamilie har haft forskellige roller i en virksomhed i Panama siden 1970'erne. Prinsesse Pilar de Borbón var direktør i virksomheden i 20 år.

* Tidligere premierminister i Storbritannien David Cameron blev også presset, efter at papirerne har vist, at hans far, Ian, er blandt de titusinder, som er nævnt i de lækkede dokumenter.

* Familiemedlemmer til Kinas præsident, Xi Jinping, og en række højtstående kommunistiske partifolk har etableret sig i skattely. Kinesiske medier er tavse om sagen, og al diskussion om emnet er bortcensureret på de sociale medier.

* Fodboldspilleren Lionel Messi, skuespilleren Jackie Chan og filminstruktøren Pedro Almodóvar er også nogle af de navne, der cirkulerer.

* De to tidligere landsholdsspillere i fodbold Marc Rieper og Brian Steen Nielsen er nogle af de danskere, der er nævnt i papirerne.

Kilder: Reuters, BBC, Morgunbladid, AFP, Guardian og DR