Gyldendal kræver redegørelse fra omstridt forfatter

16x9
Karina Pedersen. Foto: PR-foto: Niels Hougaard HOUGAARD NIELS / Scanpix Denmark

Der er sået tvivl om Karina Pedersens troværdighed som forfatter, og nu kræver Gyldendal en forklaring.

Forfatter og samfundsdebattør Karina Pedersen er kommet i vælten, efter at der er skabt tvivl om, hvad der er sandt og usandt i hendes bog "Helt ude i hampen", der udkom i slutningen af august.

Nu kræver forlaget Gyldendal, der har udgivet bogen, en redegørelse fra den omstridte forfatter.

Det oplyser Johannes Riis, litterær direktør hos Gyldendal. Indtil redegørelsen ligger klar, vil Johannes Riis ikke udtale sig mere om sagen.

- Jeg har ikke mere at sige på nuværende tidspunkt, siger han.

Klassekammerater kan ikke genkende billedet

Karina Pedersens bog, der er en række mails skrevet til en veninde over en række år, er hendes personlige beretning om livet i underklassen i Fredericia.

Kravet om en redegørelse kommer, fordi der er sået tvivl om, Karina Pedersens beretning er den fulde sandhed.

Metroxpress har kontaktet flere af Karina Pedersens gamle klassekammerater, der ikke kan genkende det billede, som hun har tegnet af dem som sociale tabere.

Avisen har også talt med forfatterens venner og tidligere kærester, der ifølge avisen har gode job og uddannelser.

Jyllands-Posten har talt med Karina Pedersens mor, Esther Pedersen, der heller ikke kan genkende den måde, som hendes datter fremstiller hende og hendes familie.

- Jeg har ikke villet blande mig. Men når Karina vælger at tjene penge på at skrive en bog om os, hvor jeg ikke kan genkende mig selv, så har jeg nået min grænse, siger hun i et interview med Jyllands-Posten.

Kritik i Presselogen

Sagen har netop været debatteret i TV 2 magasinet Presselogen. Det kan du se herunder.

I en artikel på den digitale avis Zetland kunne man nemlig læse historien om Karina Pedersen. En kvinde, der er vokset op i et socialet belastet område og i dag er en stemme i debatten om forholdende for de socialt udsatte.

”Hendes mission i dag er at åbne Danmarks øjne for, hvem bunden af samfundet egentlig er. Ifølge hende har middelklassen en romantisk forestilling om den ædle fattige, den værdigt trængende, gode mennesker, der har mødt forhindringer. Sådan er det ikke i hendes verden”, skriver Zetland.

I artiklen fortæller Karina Pedersen om sin opvækst og om forholdet til sin mor.  

- Jeg har aldrig siddet med min mor i stuen og set julekalender. Der var ingen kærlighed. Min mor elskede ikke sine børn. Hvis hun kunne have solgt os, havde hun gjort det. Vi var bare et middel til at køre på kommunen og få penge ud af en sagsbehandler.

Men nu har Metroxpress og Jyllands-Posten talt med flere kilder, der ikke kan genkende, det billede Karina Pedersen tegner af det miljø, hun voksede op i. Det er både tidligere klassekammerater og familiemedlemmer.

Karina Pedersens mor, Esther Pedersen, siger i dag til Jyllands-Posten "Når Karina vælger at tjene penge på at skrive en bog om os, hvor jeg ikke kan genkende mig selv, så har jeg nået min grænse."

I modsætning til Jyllands-Posten, så har Zetland ikke været i kontakt med Karina Pedersens mor. En klar fejl erkender chefredaktør Lea Korsgaard.

- Karina Pedersen ønskede ikke at formidle kontakt til moren, og så forsøgte vi at ringe rundt, og efter et par dage måtte vi opgive, og så udgav vi historien alligevel. Og i dag ville jeg ønske, at vi var fortsat, indtil det var lykkedes - ligesom det er lykkedes Jyllands-Posten.

En journalistisk brøler, mener chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen.

- I har ikke optrådt som journalister. I har ikke været kritiske overfor hendes historie. Jeg har et godt princip på Ekstra Bladet, og det er det som Lars Fogt (journalist på Metroxpress red.) har gjort - det er at gå ud og afprøve, om virkeligheden nu også er sådan.