Undersøgte to festival-armbånd: Derfor bør du måske overveje at klippe dine af

16x9
Et festivalarmbånd er ikke bare et dejligt minde... Foto: BALAZS MOHAI / Scanpix Denmark

​Undersøgelser viser, at armbånd fra festivaller, der bliver båret i længere tid, kan være et godt levested for bakterier.

Hvis du er en af de festivalsgængere, som elsker at beholde det adgangsgivende armbånd på i lang tid efter de festlige dage er ovre, så skal du måske læse med her.

Armbåndene kan nemlig indeholde farlige bakterier, viser undersøgelser, som mikrobiolog på University of Surrey Allison Cottell har foretaget.

Det skriver Science Dump.

Allison Cottell undersøgte to armbånd, som en person havde båret i to år, og fandt hurtigt frem til, at bakterier trives storartet på det lille festivalsminde.

Farlige stafylokokker

Armbåndene danner så gode rammer for bakterier, at de kan indeholde 20 gange så mange som tøj, og i det to år gamle armbånd fandt mikrobiologen blandt andet omkring 2000 stafylokok-bakterier.

Der findes omkring 20 forskellige stafylokokker – både mere harmløse bakterier, og bakterier, som er aggressive og kan give en lang række sygdomme.

Stafylokokker kan give bylder, madforgiftning og knoglebetændelse, men også livsfarlige infektioner som blodforgiftning. Det skriver Netdoktor.

Væk fra madlavning

Ifølge Allison Cottell er stafylokokkerne især kendt for at lave infektioner i sår og hudafskrabninger.

- Man ville anbefale, at personer, som bærer bakterierne, ikke arbejder i sundheds- og hospitalsbranchen og holder sig væk fra madlavning, hvor man lettere kan sprede bakterierne, siger hun til Science Dump.