Tysk hanbavian indtog København - men så forsvandt hunnerne

16x9
Den otte år gamle hanbavian kommer fra en zoologisk have i Frankfurt. Foto: Zoologisk Have København

En flok hunbavianer i Københavns Zoo har levet i måneder uden herrebesøg. Fredag flyttede en ny alfahan fra Frankfurt ind til en blandet velkomst.

Tre bavianer fra Frankfurt Zoo flyttede fredag ind i den zoologiske have i København. De tre bavianer - en han og to hunner - skulle derfor for første gang mødes med den flok hunbavianer og deres unger, som allerede bor i zoo.

Flokken har levet i flere måneder uden en han, og der var derfor spænding blandt personalet og publikum om, hvordan de nye bavianer ville blive modtaget.

- Dyrepasserne forventede voldsomme kampe mellem bavianerne, fortæller Jacob Munkholm Hoeck, presseansvarlig i Københavns Zoo.

De tre nye bavianer skal nemlig have fundet deres pladser i hierarkiet i deres nye hjem. Som den eneste han, forventes det, at den otteårige tysker hurtigt finder sin plads som familiens overhoved.

- Men til at begynde med var der helt stille. Han ville ikke ud, og hunnerne og ungerne turde ikke gå ind til ham.

- Først efter 45 minutter tog hannen mod til sig og sprang ud i anlægget tæt fulgt af de to tyske hunner. Samtlige bavianer forsvandt så langt væk som muligt, og så gik jagten ind. De danske hunner og unger kender hver en krog af anlægget og kunne længe holde den nye han på afstand.

Den yngste tog kontakt

Der gik et par timer, før hannen fik kontakt til en af de nye hun-bekendtskaber. Gruppens yngste hunbavian opsøgte nemlig selv hannen og bød sig til.

- Han parrede hende straks gentagne gange og har således allerede vist sig som ny, stærk alfahan, som resten af flokken forventeligt vil indordne sig under, forklarer Jacob Munkholm Hoeck.

Den yngste hun i den danske bavianflok var den første, der tog kontakt til den nye hanbavian.
Den yngste hun i den danske bavianflok var den første, der tog kontakt til den nye hanbavian. Foto: Zoologisk Have København

Bavianer lever normalt sammen i små flokke bestående af en dominerende han, fem-otte hunner og deres unger.

Hannens vigtigste opgaver er at forsvare flokken mod fjender, parre sig med sine hunner og holde ro og orden i gruppen. Hunnerne koncentrerer sig om at finde føde og passe unger.