100 år siden i dag: Derfor solgte Danmark De Vestindiske Øer til USA

I anledning af 100-året har Rigsarkivet digitaliseret store mængder unikke materialer, der dokumenterer Danmarks historie som kolonimagt.

For præcis 100 år siden sluttede Danmarks næsten 250-årige periode som kolonimagt i Vestindien, da Danmark 4. august 1916 indgik en salgsaftale med USA, som betalte 25 millioner dollars (knap 100 millioner kroner) i guld for øerne.

- Hans Majestæt Kongen af Danmark overdrager ved denne Konvention til de Forenede Stater ethvert Territorium, Besiddelse og Højhedsret, som Danmark besidder, opretholder eller gør Krav paa i Vestindien, bestaaende af Øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix tilligemed de tilliggende Øer og Klipper, står der i bekendtgørelsen, som kan læses i sin fulde længde på retsinformation.dk.

Først skulle salget dog til folkeafstemning i Danmark. 64 procent stemte for, og 31. marts 1917 blev øerne overdraget til USA.

I bunden kan du se en tidslinje for salget.

Solgt efter mislykkede forsøg

I dag hedder øerne US Virgin Island.

De Vestindiske Øer 1916. Guvenoer Helweg-Larsen taler til Sankt Thomas militsen.
De Vestindiske Øer 1916. Guvenoer Helweg-Larsen taler til Sankt Thomas militsen. Foto: Scanpix

Handlen blev gennemført efter mange år med flere mislykkede forsøg.

De Vestindiske Øer

  • De Vestindiske Øer, eller Dansk Vestindien, er betegnelsen for de tre øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix.
  • Danmark koloniserede øerne i næsten 250 år frem til 1917.
  • Øerne hedder i dag US Virgin Island.

Kilde: virgin-islands-history.org og danmarkshistorien.dk

Allerede fra 1866 ønskede Danmark at sælge øerne, da de ikke længere var en god forretning på grund af slaveriets ophævelse og lave sukkerpriser.

Unikke dokumenter digitaliseres

I Danmark markeres 100-året med digitaliseringen af en enorm mængde dokumenter, som ifølge Rigsarkivet giver en enestående indsigt i historien. Dokumenterne, som i 1997 blev optaget på Unesco’s liste over verdenskulturarv, bliver næste år tilgængelige for alle på en hjemmeside, som Rigsarkivet har oprettet til formålet.

Det har taget lidt over to år at scanne de 1,2 hyldekilometer dokumenter, som nu udgør cirka fem millioner billedfiler.

Tidslinje: Danmark som kolonimagt i Vestindien
1672
Danmark besætter Sankt Thomas
Man har oprettet Vestindisk Kompagni i København og besætter øen Sankt Thomas. Kompagniet skulle stå for sejlads, kolonisation og handel på St. Thomas.
1718
Besætter Sankt Jan
Efter små 50 år i Vestindien besætter Danmark også øen Sankt Jan.
1733
Køber Sankt Croix
Danmark køber den lidt større og næsten ubeboede ø Sankt Croix af Frankrig. Det er den tredje og sidste af De Vestindiske Øer.
1916
4. august
Enig om salgsaftale
Danmark og USA indgår en salgsaftale. USA køber de Vestindiske Øer for 25 millioner dollars i guld.
14. december
Folkeafstemning
Salget af øerne kommer til Folkeafstemning i Danmark. Det bliver et klart ja. Befolkningen på øerne bliver ikke spurgt. 
1917
31. marts
Øerne sælges
Salget træder i kraft og De Vestindiske Øer kommer under amerikansk fane.

Kilde: virgin-islands-history.org og danmarkshistorien.dk