Debattør: Hvordan skal vi tage afstand - skal vi ringe til dig?

Når muslimer tager afstand fra terror, bliver de ikke hørt, mener Abdel Aziz Mahmoud.

- Hvis så mange danskere ikke kender muslimer, og ikke hører muslimer tage afstand, så er det fordi, at muslimerne ikke bliver spurgt. Alle muslimer tager afstand fra denne her slags, men mediebilledet skal være med til at invitere muslimer ind. 

Sådan siger debattør og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud efter at en ny måling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken viser, at tre ud af fire danskere ønsker, at moderate muslimer og imamer i større grad ytrer deres afstand fra terror.

Skal vi ringe til dig hver gang?

Abdel Aziz Mahmoud mener, at muslimerne har ytret deres afstand fra terror, men at danskerne ikke lytter nok. Han husker, at 16 muslimske organisationer og foreninger i forbindelse med TV 2-dokumentaren "Moskeerne bag sløret" tog afstand, men at det ikke blev viderebragt på TV. Derfor synes han også, det giver mening, at mange danskere ønsker at muslimer i højere grad tager afstand.

Den afstandtagen Abdel Aziz Mahmoud henviser til, blev bragt på TV 2 i denne artikel.

- Så kan jeg godt forstå, at man sidder derhjemme som dansker og siger, kan I ikke sige, at det ikke er i orden. Og det gør vi også. I hvert fald dem, der har en stemme, siger han og understreger, at han som de fleste danske muslimer ikke går i moske. Han kender ikke nogen imamer og ved ikke, hvordan de agerer.

Samtidig undrer han sig over, hvordan befolkningen rent lavpraktisk gerne vil have, at 270.000 muslimer tager afstand. 

- Skal vi ringe til dig hver eneste gang, der sker noget, og nogen påstår, at det er en del af deres religion, spørger han.

- Kan vi ikke godt antage, at vi som samfund og borgere tager afstand fra de her ting. Jeg regner også med, at du tager afstand fra de værste ting, som præster har begået af overgreb mod børn. Jeg går ikke ud fra, at du støtter det, bare fordi jeg ikke har hørt, at du tager afstand. 

Muslimer bliver dobbeltramt

I det hele taget tror Abdel Aziz Mahmoud ikke, at nogen oprigtigt mener, at vi skal gå og minde hinanden om, at vi ikke støtter terror. Og når der sker terrorangreb rundt omkring i verden, så bliver muslimer dobbeltramt, siger han. 

- Vi bliver ramt, fordi vi bliver kede af det, ligesom alle andre, men også fordi vores egne medborgere synes, at vi har et særligt ansvar, forklarer han. 

Samtidig er Abdel Aziz Mahmoud træt af politiske udtalelser, som for eksempel De Konservatives Naser Khader, der tidligere i dag udtalte, at især moderate muslime er præget af en kollektiv benægtelse. 

- De siger; Der er ikke noget galt. De er bare nogle tosser. Det har ikke noget med islam at gøre. Jo, det har. Og islam er i dyb krise, og derfor er det vigtigt, at de engagerer sig i den her kamp, siger Naser Khader. 

Politikere har masser at vinde ved terror

I stedet opfordrer Abdel Aziz Mahmoud til, at politikerne tager muslimerne med i den kollektive afstandstagen. 

- Jeg er lidt træt af at politikere, som nu på snart tyvende år prøver at splitte os. De har ingen interesse i at samle os, siger han

- Selvfølgelig har politikerne masser at vinde. For eksempel stemmer. Tænk hvis de fik stoppet terroren, det ville være skrækkeligt for nogen af dem. Ej, det sagde jeg ikke. Men det er lige før, at man har den fornemmelse. At der er nogen, som drives af denne terror, og i stedet skynder sig ud for at forherlige deres egen karriere. Jeg forstår det ikke. For vi ved jo godt, at vi alle sammen tager afstand fra det. Og hvis du møder nogen, der er i tvivl, så vil jeg med glæde gerne sprede det budskab.