Rumsonde er gået i kredsløb: Klar til at afsløre Jupiters hemmelighed

Rumsonden Juno, der om bord har udstyr fra det danske DTU Space, er tirsdag som planlagt gået i kredsløb om Jupiter, oplyser Nasa på Twitter.

- Jeg er klar til at afsløre alle dine hemmeligheder, Jupiter, hedder det i et tweet fra Nasas Juno-fartøj.

Fakta om Jupiter:

  • Jupiter er en gigantisk gasplanet - man kan således ikke lande på den.
  • Den er 300 gange større end Jorden.
  • Jupiter er sandsynligvis den første planet, der blev dannet, hvorfor den har haft afgørende betydning for dannelsen og udviklingen af andre planeter i vores solsystem.
  • Jupiters enorme magnetfelt og tyngdekraft beskytter Jorden mod objekter fra det ydre rum.

Kilder: John Leif Jørgensen, DTU Space, Nasa og Ritzau.

Rumsonden Juno, der om bord har udstyr fra det danske DTU Space, er tirsdag som planlagt gået i kredsløb om Jupiter.

Det oplyser Nasa-missionens officielle Twitter-profil.

- Kredsløb opnået. Jeg er klar til at afsløre alle dine hemmeligheder, Jupiter. Væn dig til det, hedder det i tweetet.

Danmark del af missionen

Hovedmotoren på Juno blev klokken 05.18 dansk tid tændt i 35 minutter. Det skete for at bremse satellittens voldsomme hastighed, så den kunne bliver indfanget af Jupiters tyngdefelt, skriver Reuters.

Den vellykkede manøvre er også en fjer i hatten for danske rumforskere. Danmarks nationale rumforskningsinstitut, DTU Space, er sammen med et italiensk hold de største udenlandske partnere i missionen.

- Det er lidt af en cliffhanger (afgørende øjeblik, red.), for der er meget, der kan gå galt, sagde John Leif Jørgensen, der er professor i rumfartsteknologi og afdelingsleder i DTU Space, om de nervepirrende øjeblikke, hvor Juno skulle ind i kredsløb om Jupiter.

- Det hele skal ske lige på et bestemt tidspunkt. Sker det ikke lige på det tidspunkt, får vi os en meget dyr tur videre ud i rummet, forklarede han mandag fra Nasas JPL-center i Californien.

Fire sternekamaer om bord

Havde rumsonden taget en tur videre ud i rummet, ville den falde tilbage mod solen og først nå Jupiter igen om 11 år.

DTU Space har bidraget med fire stjernekameraer, der bliver brugt som kompas. Juno blev sendt af sted fra Cape Canaveral i Florida i august 2011.

Efter at have tilbagelagt omkring 2,7 milliarder kilometer gennem verdensrummet er den 3,6 ton tunge og ubemandede rumsonde nu fremme ved målet.

Jupiter er en gigantisk gasplanet, der får vores egen klode til at ligne en prik på en badebold.

Skal 37 gange omkring

Formålet med missionen er at komme tættere en forklaring på, hvordan solsystemer opstår.

Jupiter menes at være den første planet, der blev dannet, hvorfor den har haft afgørende betydning for dannelsen og udviklingen af andre planeter i vores solsystem.

Nu har Juno indledt sit første ud af 37 planlagte kredsløb omkring solsystemets største planet. I 2018 styrter sonden efter planen mod planeten og sin tilintetgørelse.

Fakta om Juno-missionen:

  • Rumsonden Juno skal i kredsløb om planeten Jupiter, for at finde ud af hvordan vores solsystem er dannet.
  • Efter en rejse på fem år og 720 millioner kilometer får planeten Jupiter et sjældent besøg fra Jorden, når rumsonden Juno tirsdag morgen dansk tid ventes at komme i kredsløb om planeten.
  • Missionen skal undersøge, hvor meget vand der er i Jupiters atmosfære, for det kan give ny viden om planeters dannelse.
  • Måle temperaturer, skyformationer og komposition dybt inde i dens atmosfære.
  • Kortlægge dens magnetfelt og gravitationsfelt for at afdække dens indre struktur.
  • Undersøge magnetosfæren omkring dens poler for at få viden om, hvordan planetens magnetfelt påvirker dens atmosfære.

Kilder: John Leif Jørgensen, DTU Space, Nasa og Ritzau.