Jysk turistattraktion i fare for nedstyrtning: Ligger i havet om 15 år

16x9
Rubjerg Knude Fyr ligger på den 60 meter høje Lønstrup Klit hvor havet langsomt æder sig ind. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Rubjerg Knude Fyr er lige blevet renoveret for tre millioner kroner. Nu vil en lokalpolitiker have det flyttet, så det ikke styrter i havet om få år.

En af Nordjyllands turistattraktioner vil indenfor en årrække styrte i havet.

Præcis som det var tilfældet med den nu fjernede Mårup Kirke, så rykker skrænten tættere og tættere på Rubjerg Knude Fyr syd for Lønstrup.

- Så flytter vi da bare fyret længere ind i landet, siger Svenning Christensen (V), medlem af teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune til DR Nordjylland.

Siden det 116 år gamle fyr genåbnede i marts efter en renovering til godt tre millioner kroner har flere end 30.000 gæster været oppe i det.

- Jeg synes, det vil være en katastrofe, hvis man fremover kun vil kunne købe fyret som de små ikoner, der bliver solgt i butikkerne, siger byrådspolitikeren.

Styrter i havet inden for 15 år

Ifølge Realdania, der stod bag en del af renoveringen, forventes fyret at styrte i havet indenfor de næste 15 år.

- Sandet flytter sig jo konstant, og så synes jeg også, det er naturligt, hvis fyret flytter med i stedet for at dratte i havet, siger Svenning Christensen.

I byrådet i Hjørring ønsker formanden for teknik- og miljøudvalget, Ole Ørnbøll (S), imidlertid ikke at forholde sig til forslaget.

- Men jeg synes vi bør tage en diskussion om det, for det er en utrolig sjælden turistattraktion, og så længe fyret er her, så kommer turisterne også, siger Svenning Christensen (V) til DR Nordjylland.