Storebror fik ti 12-taller og snit på 12,3: Nu overgår lillebror ham med vildt snit

Gymnasieelev Jawad Shafique overhaler sin storebror med et tårnhøjt snit på 13,6.

Den pakistanske familie Shafique er blevet én superstudent rigere.

For syv år siden blev storebror Awais Shafique superstudent med ti 12-taller og et gennemsnit på 12,3 på eksamensbeviset fra Ishøj Tekniske Gymnasium. Dengang havde den 12-årige lillebror, Jawad Shafique, en drøm: Han ville overgå sin storebror.

I dag er det sket.

Med karakteren 12 i sin sidste eksamen - en mundtlig eksamen i Virksomhedsøkonomi - overhaler Jawad Shafique sin storebror på eksamensbeviset.

-- Det føles meget godt. Jeg har haft som mål at klare mig godt. Det er lykkedes. Og så lå det implicit, at jeg ville overhale min bror, siger Jawad Shafique, der netop er blevet student fra Niels Brock Handelsgymnasium i København, til TV 2.

Gode karakterer er vigtige

Siden brødrene var små, har de fået at vide, at de skulle fokusere på deres uddannelse og arbejde hårdt for at få gode karakterer. 

- Når de har en god uddannelse med høje karakterer, er deres forudsætning for et godt liv bedre. Det er vores måde at klæde dem bedst muligt på, siger brødrenes mor, Nusrat Shafique..

Jawad Shafique er ikke i tvivl om, at forældrenes ord har haft en betydning for hans skolegang.

- Det har betydet, at jeg har arbejdet for at få gode karakterer. Når resten af familien klarer sig godt, vil man også gerne selv det, siger han.

Drømmen er et direktørjob

De mange timer med snuden i skolebøgerne har betalt sig.

Med et tårnhøjt gennemsnit bliver Jawad Shafique formentlig ubesværet optaget på CBS, hvor han gerne vil læse International Business.

Han håber, at uddannelsen kan føre til, at han engang kan udleve sin drøm om at få en højere stilling i det danske erhvervsliv.

- Det er mit næste mål, siger han.