Nu går Lomborg efter økologien: Ikke så godt som alle tror

16x9
Bjørn Lomborg hævder, at økologi ikke er godt for hverken dyr, mennesker eller miljøet. Foto: Erik Refner / Scanpix Denmark

Bjørn Lomborg argumenterer for, at økologi skader mere end det gavner. Flere eksperter giver ham delvist ret.

Klimadebattøren Bjørn Lomborg hævder i en klumme i The Telegraph, at økologi ikke er sundere end konventionelt landbrug - hverken for dyrene, menneskene eller planeten. 

- I bund og grund er økologisk mad en måde for rige mennesker til at bruge deres ekstra penge på at have det bedre med sig selv, skriver han.

Økologi kræver meget mere land

Han henviser blandt andet til et studie fra 2012 af Stanford University's Centre for Health Policy, som ikke fandt nogen signifikant forskel på sundheden i økologiske varer sammenlignet med konventionelle. "Økovarerne er hverken sundere eller mere nærende" konkluderede man.

Lomborg går skridtet videre og hævder også, at det slet ikke gavner planeten. Det er ellers anset for en af de vigtige fordele ved økologi, at det vil reducere brugen af sprøjtemidler og mindske landbrugets negative effekter.

- Hvis økologiske landbrug skal producere lige så meget mad som konventionelle, skal de bruge 84 procent mere land. Land, der i så fald ikke kan bruges til skov og naturreserver. Det svarer til, at USA ville skulle udrydde alle sine skovområder i de 48 fastlandsstater for at have plads nok, skriver han i klummen.

- Svært at tage alvorligt

Hos Økologisk Landsforening ryster man på hovedet af Lomborgs påstande.

- Det er svært at tage alvorligt, når det kommer fra Bjørn Lomborg. Han har jo glimret ved at mene ting, som historien siden har modbevist, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Han anerkender, at økologisk landbrug kræver mere plads til at producere kød, hvis man sammenligner kilo for kilo. Men det er helt bagvendt at gøre.

- Det er netop pointen, at vi ikke skal producere det samme. Vi lægger beslag på en stor del af den tredje verden til at producere foder til vores dyr, fordi vi i den vestlige verden har vænnet os til, at vi stort set kun skal leve af kød.

- Skulle hele verden leve, som vi gør, skulle vi bruge flere jordkloder. Men hvis målet er at forsyne verden med god og sund ernæring, skal vi reducere husdyrholdet, og derfor er det helt bagvendt at regne, som Lomborg gør, siger Per Kølster.

Har de økologiske svin det egentlig bedre end konventionelle?
Har de økologiske svin det egentlig bedre end konventionelle? Foto: Annelene Petersen / Scanpix Denmark

Lomborg bakkes op af eksperter

Foruden effekten på planeten og på mennesker markedsfører økologi sig på, at økologiske dyr har det meget bedre. Heller ikke dette er Bjørn Lomborg enig i, og her får han delvis opbakning af to eksperter fra Københavns Universitet.

- I en eller anden udstrækning giver økologi forbedret dyrevelfærd, men det er slet ikke så sort-hvidt. Økohøns har det bedre end dem, der sidder i bur. Svinene er der mange fordele og ulemper ved, så det er mere delt. Ved kvæg er konventionel produktion så tæt på økologisk, at jeg ikke betaler den økologiske merpris, siger Christian Fink Hansen, professor og leder af afdelingen for produktion og sundhed på Københavns Universitet, til Søndagsavisen.

Samme pointe har Jens Peter Nielsen, professor i klinisk veterinærmedicin på Københavns Universitet, som siger, at de økologiske dyr står over for nogle andre farer end i det konventionelle landbrug.

- De økologiske dyr har adgang til udearealer, og det er jo mere naturlige omgivelser for dem. Men naturen er ikke altid lig med bedre dyrevelfærd. Små dyr risikerer at blive taget og ædt af ræve og rovfugle, ligesom mange søer ligger pattegrisene ihjel,” forklarer han i Søndagsavisen.

Rovdyr er bedre end mørke

Også på dyrevelfærd mener Per Kølster imidlertid, at argumenterne er helt sorte.

- Det er en helt forkert måde at anskue det på. Ja, det kan da godt være, at et dyr kan blive taget af en ravn, som ikke ville være i en stald. Og det er da en lidelse for det dyr. Men det er en del af en naturlig proces. Det er det manglende dagslys i en stald ikke, fastslår han.

En ting kan alle parterne dog blive enige om: End ikke i Økologisk Landbrug mener man, at et meget hurtigt skifte til 100 procent økologisk landbrug ville være en god idé.

- Det er ikke forsvarligt på nogen måde. Men vi må forsøge og så må vi arbejde med konsekvenserne undervejs, siger Per Kølster.

RETTELSE: I indledningen af denne artikel blev det oprindeligt hævdet, at Bjørn Lomborg har hævdet, at global opvarmning ikke er menneskeskabt. Dette har vist sig at være en fejl og er blevet skrevet om. TV 2 beklager fejlen.