Sprogforsker om ‘neger’-ændring: Jeg er chokeret

Sprogforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Michael Ejstrup, mener ikke, der er noget i vejen med ordet neger.

Det skal være slut med at bruge ordet neger i forbindelse med 14 kunstværker på Statens Museum for Kunst. Det har affødt både politiske reaktioner og rigtig mange kommentarer på TV 2 Nyhedernes Facebookside.

Og beslutningen falder heller ikke i god jord hos Michael Ejstrup, der er sprogforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Det fortalte han i tirsdagens Facebook-live-udsendelse 'Efter 19'.

- Jeg er lidt chokeret over, de har gjort det. Jeg synes, ordet neger er et udmærket ord, som vi har haft i mange år. Jeg mener, det betyder en person med meget mørkere hudfarve, end den jeg har, som er lyserød og grisefarvet, siger Michael Ejstrup.

Har intet at gøre med nigger

Men der er en grænse, mener han. For man kan ikke sammenligne neger med eksempelvis nigger, som tidligere var accepteret.

- Nigger er et helt helt andet ord. Det er et, vi har arvet direkte fra amerikanerne, som har en meget dårlig konnotation - en dårlig følelse, der hører til det ord. Det synes jeg ikke, vi skal bruge.

- Det er som om, at hver gang amerikanerne får kvababbelser over et eller andet, så farer vi hylende efter dem og siger uha, sådan må vi da heller ikke gøre.

I 19 Nyhederne gave musikeren Kuku Agami udtryk for, at han bestemt ikke synes, det er okay at blive kaldt neger.

Og det er ikke uden betydning for Michael Ejstrup.

- Det gør selvfølgelig et indtryk på mig, det er helt sikkert. Hvis de selv synes, det er et dårligt ord at bruge, så synes jeg også, vi skal overveje, hvordan vi behandler det. Men ordet bøsse er et andet interessant eksempel, der for mange år siden var et grimt og nedsættende ord. Det endte vi med at tage luften ud af, siger Michael Ejstrup

Langt de fleste brugere var under dagens live-stream enige i, at der ikke er noget i vejen for at bruge ordet neger, og mange kom med opbakning til Michael Ejstrup.

Intet racistisk i neger

Peter Rasmussen er en af dem, der ikke kan forstå, hvad der er i vejen med ordet. Han spurgte:

Jeg bruger ikke ordet neger, men hvis jeg en dag brugte det, så ville der ikke være noget som helst racistisk i det. Sådan er jeg ikke. Hvad er det, der gør ordet neger til et fyord?

- Det er, at vi på en eller anden måde har fået den her forbindelse med svenskerne og amerikanerne forståelse af, hvordan det ord skal forstås og bruges. Ord har en denotation - det de udpeger i verden - og en konnotation - altså nogle følelser, der ligger gemt nede i det ord. Og for mig er denotationen, ligesom Peter siger, en mand eller en kvinde med mørk hudfarve, og det er så det, siger Michael Ejstrup.

Du kan se hele ‘Efter 19’, der blev sendt på TV 2 Nyhedernes Facebookside, her.