Helene opdagede noget blåt i den 3-stjernede: - Det er ulækkert at tænke på

16x9
Et stykke kødpølse med blåt plastikstykke. Foto: Privatfoto: Helene Bobs Kalia / Privatfoto: Helene Bobs Kalia

Helene Bobs Kalia var ved at smøre madpakke til sin søn, da hun opdagede et stykke blåt plastik i pålægget.

En kvinde fra Odense fik sig torsdag morgen en ubehagelig overraskelse, da hun var ved at smøre madpakke til sin søn.

Da hun tog en skive kødpølse ud af pakken og skulle til at lægge den på rugbrødet, opdagede hun pludselig et stykke lyseblåt plastik, der sad fast i kødpølsen af mærket 3-Stjernet fra firmaet Atria Danmark.

- Jeg troede ved første øjekast, at det måske var et stykke peberkorn, men jeg kunne hurtigt se, at det var blåt og ikke hørte hjemme i pølsen, fortæller Helene Bobs Kalia til TV 2.

Hun har selv arbejdet i et køkken, og hun fik derfor hurtigt en idé om, hvad det kunne være.

- Det kunne godt ligne lidt sådan nogle engangshandsker, som så er smuttet ned i kødpølsefarsen.

- Det er naturligvis ikke i orden

Helene Bobs Kalia tog øjeblikkeligt billeder af pølsen og emballagen, hvorefter hun gav sønnen noget andet pålæg med i madpakken.

Hun undrer sig over, hvordan plastikken kan havne i kødpølsen og tanken om, at det kunne være endt i hendes søns mave, er ikke rar.

- Han kunne have spist det, hvis jeg ikke havde opdaget det. Det er ulækkert at tænke på. Nu kigger jeg alle skiverne igennem, og jeg ved faktisk heller ikke, om jeg har lyst til at købe det, før firmaet er blevet opmærksom på det, siger Helene Bobs Kalia.

Hos Atria Danmark gør kvalitetschef Marianne Fuglsang det klart, at der ikke bør være blåt plastik i deres fødevarer.

- Det er naturligvis ikke i orden, siger hun til TV 2 efter at have set billedet af kødpølsen med det blå stykke plastik.

Hun vurderer, at plastikstykket muligvis stammer fra det blå plast, som råvarerne er pakket ind i.

Flere klager på Facebook

Marianne Fuglsang understreger, at virksomheden tager sådanne oplevelser meget alvorligt og siger, at det er bedst, hvis kunderne selv henvender sig.

- Det er meget vigtigt for os at behandle det her, og vi vil gerne have produktet tilsendt, så vi kan lave en undersøgelse af det.

Facebook-siden ”3-Stjernet” ses det, at to personer i april i år beskriver, hvordan de også har oplevet blåt plastik i deres 3-stjernede produkter.

”Hej 3 stjernet.Jeg har lige idag købt en gang røget medister. Og har fundet blå stykker plastik i skiverne. Ikke lækkert at finde de i nogle skiver. Når man lige har spist en mad....Sender gerne billede af det. Pakkedato 31.03.16Kan se der også er en der skrev om det i tirsdags. Hvorfor har der ikke været nogen udmelding fra jer...,” skriver en bruger den 16. april med henvisning til en henvendelse den 12. april, der lyder således:

”Hej 3 ud af 10 stjernet... Jeg har fundet blå plastik i den Røget medister, er det noget nyt?”

Virksomhed: Få af denne type henvendelser

Det var i denne pakke kødpølse at Helene Bobs Kalia fandt et stykke blåt plastik.
Det var i denne pakke kødpølse at Helene Bobs Kalia fandt et stykke blåt plastik. Foto: Privatfoto: Hele Bobs Kalia / Privatfoto: Hele Bobs Kalia

Kvalitetschef Marianne Fuglsang ved Atria Danmark kender umiddelbart ikke noget til denne Facebook-side, men vil heller ikke afvise, at den faktisk er styret af virksomheden selv.

Hun har nu sat en intern undersøgelse i gang for at finde ud af, hvad sidens oprindelse er.

Marianne Fuglsang fortæller, at virksomheden ikke har oplevet uregelmæssigheder på den produktionsdato, som Helene Bobs Kalias kødpølse stammer fra.

- Vi får generelt meget få reklamationer af denne type, siger hun.

Helene Bobs Kalia købte den 3-stjernede pakke kødpølse i Netto i Odense med produktionsdato 12.05.16.