Rema 1000-købmands opsang til kunde går Danmark rundt: Sådan skal INGEN tale til mine ansatte

16x9
Overfusningen skete i Rema 1000 i Hillerød. Foto: GoogleMaps

En vred kunde fik en købmand til at skrive en opsang på Facebook, hvor han efterlyste en undskyldning til den overfusede kassedame - og det gav pote.

Et godt tilbud kan åbenbart få det værste frem i nogen. I hvert fald måtte Rasmus Erlandsen, som er købmand i Rema 1000 i Hillerød til tasterne, da en kunde overfusede en kassedame i butikken i går søndag.

Kunden ville gerne benytte sig af butikkens tilbud om proteinboller fra Kohberg til en femmer. Men da der ved kassen opstod lidt forvirring om betalingen, blev kunden sur.

- Ved kassen var der lidt forvirring omkring betalingen, hvilket hidsede dig så meget op, at du følte det nødvendigt at råbe højt af pigen i kassen med alle mulige beskyldninger om bedrageri og fusk..., skriver købmanden på Facebook. 

Skæld ud og ubehagelige kunder er ellers ikke noget, man er vant til i Rema 1000 i Hillerød.

- Vi har 1200 kunder igennem om dagen, og det er - højt sat - måske to - tre gange om året vi oplever, at have så vrede kunder. Generelt har vi et rigtig godt forhold til alle vores kunder, siger Rasmus Erlandsen til TV 2.

Ingen skal svine mine medarbejdere til

Ifølge Rasmus Erlandsen blev pigen bag kassen meget påvirket af de skæld ud, der blev sendt hendes vej.

- Tilbage i butikken i kasse 1 sidder en grædende pige.... Hun scanner de næste tre kunder igennem... Grædende... Så får hun lukket kassen og kommer ud bagved til mig, skriver købmanden og fortsætter:

- Hvem du end er derude, og om dette nogensinde når dig, så synes jeg, du skal vide, at jeg stod tilbage med en helt knust pige, der var meget rystet over din opførsel. Jeg ved ikke, hvad der har udløst så stort et raserianfald, at en ung piges dag på arbejdet skulle ødelægges. Jeg er sådan set også flintrende ligeglad. Du skal bare vide at den opførsel tolereres på ingen måde i min butik! Der er INGEN, der skal svine medarbejdere til, så de bryder grædende sammen - UANSET HVAD - sådan opfører man sig bare ikke... Og jeg er rigtig ærgelig over det ikke var mig du mødte i kassen...., skriver han og kom med en opfordring:

MÅ GERNE DELES! Du var nede og handle i min Rema 1000 butk på Milnersvej i Hillerød i dag ved 13-tiden. Du gjorde brug...

Posted by Rasmus Smed Erlandsen on Sunday, May 29, 2016

- Så HVIS du læser dette, så kom herned, så skal jeg give dig den 10'er du mener, vi har bedraget dig for - OG så kan du stikke min kassepige en undskyldning.

Kassedame fik sin undskyldning

Og efter 11.000 delinger af opslaget på Facebook, nåede beskeden videre til rette vedkommende. Og den vrede kunde valgte at tage Rasmus Erlandsens opfordring til sig og komme ned i butikken for at sige undskyld.

- Der kom en meget brødebetynget mand ned i butikken, og var nærmest ved at bryde grædende sammen på mit kontor. Han forklarede, at hans stressede hverdag havde fået ham til at sige nogle ting, som han ikke skulle have sagt. Han var rigtig ked af det, fortæller Rasmus Erlandsen til TV 2.

Pigen, som havde fået overfusningen, var dog ikke på arbejde, så kunden og Rasmus Erlandsen har aftalt, at den personlige undskyldning falder en anden dag.

- Kunden ville nemlig også meget gerne sige personligt undskyld til hende, slutter Rasmus Erlandsen.

Hold nu op! Havde på ingen måde set det komme at vi skulle komme ud i over 11.000 delinger på mit opslag fra i går! Jeg...

Posted by Rasmus Smed Erlandsen on Monday, May 30, 2016