Et år efter Danmarks største sag om hundevanrøgt: Sådan har hundene det i dag

Hunden Lucky blev fundet som den sidste - nummer 91 - i en kæmpe sag om vanrøgt. Her kan du se, hvordan det er gået den og de andre hunde et år efter.

For præcis et år siden blev 91 hunde reddet fra en gård i Sydsjælland, i hvad Dyrenes Beskyttelse betegner som Danmarkshistoriens største sag om vanrøgt af hunde.  

63 af hundene blev taget ind på Roskilde Internat, mens 28 blev kørt videre til et internat på Fyn.

Hundene var i en forfærdelig forfatning, fortæller Fyns internatsleder Lene Frahm i 'Go' morgen Danmark' et år efter. 

- Halvdelen af dem havde pelsen dækket ind i lort og tis. Det var noget, som ikke bare kan vaskes af eller friseres ud. Det skulle barberes af, så vi klippede simpelthen pelsen ned på dem, siger hun.

Seks hunde måtte aflives

Mange havde hudbetændelse, alle havde ørebetændelse og 80 procent havde tandskader - enten på grund af tremmebidning eller paradentose. Det var knækkede tænder, rådne tænder og tandsten, og en del af dem blev opereret efterfølgende. 

Derudover havde hundene orm og parasitter, mens nogle havde enkeltstående lidelser. I alt måtte seks hunde aflives, mens en senere døde af lungebetændelse, oplyser Dyrenes Beskyttelse.

En kvinde i starten af 30'erne er ifølge Sjællandske Medier sigtet for misrøgt og for at drive ulovlig kennel. 

Øverst kan du høre om, hvilken forfatning hundene var i. Herunder er et indslag fra sidste års 'Go' morgen Danmark' - en måned efter hundene blev fundet.

Lucky var i den røde gruppe

Efter behandlingen af hundene begyndte Fyns Internat at fokusere på hundenes mentale tilstand. 

- Helt basalt handler det om i første instans, at vi skal få dem til at få tillid til mennesker, fortæller Lene Frahm. 

Hundene blev derfor inddelt i tre grupper: Den grønne var de hunde, der var i den bedste forfatning, den sorte gruppe skulle der arbejdes mere med, og så var der den røde gruppe.

Her var internatet i tvivl om, hvorvidt hundene overhovedet var i stand til at komme ud på den anden side.  

- De var så mentalt skadede og gået ind i sig selv i det, der hedder 'indlært hjælpeløshed', fortæller internatlederen. 

I den røde gruppe befandt hunden Lucky sig.

Hun var den sidste - nummer 91 - af de hunde, der blev reddet fra gården og blev først fundet dagen efter. 

- Hun havde gemt sig i et hundehus bag noget isolering og var fuldstændig skræmt, fortæller Lene Frahm. 

Gavn af hinanden

Hunden Lucky har i dag en ny ejer, og alle hunde pånær én har fået nye hjem fordelt over hele landet, oplyser Dyrenes Beskyttelse.

Luckys nye ejer tog også imod hunden Benjamin. Lena Erichsen fortæller, at de to hunde har det godt i dag. Det handler om at give dem ros, kærlighed og fred og ro, og så har de to hunde især også haft gavn af hinanden. 

- Det er meget hans (Benjamins, red.) fortjeneste, at Lucky kom ud på den rigtige side, fortæller hundeejeren i 'Go' morgen Danmark'.

Øverst kan du høre internatleder Lene Frahm fortælle om, hvilken tilstand hundene var i, da de blev fundet sidste år. 

Her kan du se, hvordan det går med hundene Lucky og Benjamin i dag.