Nordjysk landsby indsamlede millioner til ny købmand

I samarbejde med TV2 Nord

For et år siden samlede beboerne i Bælum 2,8 millioner kroner ind til det butikshus, der lørdag slog dørene op.

Lørdag kom dagen, som mange beboere i Bælum i Nordjylland havde ventet på. Det butikshus, mange har været med til at betale for, slog for første gang dørene op. 

For et år siden samlede de lokale i Bælum 2,8 millioner kroner ind til det nye butikshus. Det gjorde de ved at sælge folkeaktier. Med butiksåbningen lørdag kunne beboerne i Bælum se, hvad deres mange penge er gået til. 

- Vi skal kunne mere eller mindre alt i Bælum, så kunderne ikke har nogen grund til at køre et andet sted hen, siger købmand Lukas Christiansen. 

Borgere hilser købmand velkommen

Og der var stor begejstring blandt de fremmødte borgere i butikken.

- Det er imponerende. Det er første gang, jeg er herinde, og det er mere, end jeg havde troet. Det er vigtigt, at det er en butik, vi selv ejer. Det skal gerne betyde, at flere flytter hertil, og måske at de huse, der er til salg nu, kan blive lidt mere værd, end de er nu, siger Jørgen Jeppesen, der er borger i Bælum.

Bente Søgaard er også begejstret:

- Der er faktisk ikke nogen tvivl om, at det bliver en succes, det her. Det er jo et borgerdrevet projekt, hvor 375 anpartshaver tilsammen har tegnet for 2,8 millioner, som er egenkapitalen for at bygge det her hus, så vi har jo alle sammen en rigtig stor inetresse i, at det bliver en succes, siger Bente Søgaard.

Hør flere kommentarer fra fremmødte borgere i klippet nedenfor.

Borgmester spår succes

Borgmesteren i Rebild kommune, Leon Sebbelin, de Radikale, er ikke sikker på, at modellen med folkeaktier kan fungere i alle byer, der kæmper mod butiksdød, men det kan være, modellen kan fungere som inspiration.

- Det er svært at kopiere en til en, men det giver helt klart inspiration i vores kommune – og måske i andre kommuner. Det er ikke første gang, at en by har stået sammen om en købmand, men det er første gang mig bekendt, at man har anvendt den her løsning og så hurtigt har kunnet skaffe 2,8 millioner og fået det op at stå. Det her er et bud på, hvordan det også kan gøres.

I Bælum nøjes de ikke med at fejre åbningen en enkelt dag. Her fejrer de hele weekenden med underholdning for både børn og voksne.