Vognmand afslører: Vi kører taxakunder på værtshus - kommunen betaler

16x9
Arkivfoto Foto: Henning Bagger / Scanpix

Kommunerne betaler, når borgere i tyndt befolkede områder bestiller en såkaldt flextaxa for at komme på druktur eller i biografen, afslører vognmænd.

Taxavognmænd undrer sig over, at skatteyderne skal betale størstedelen af regningen, når helt almindelige borgere tager en hyrevogn til byen for at drikke sig fulde, eller når rige forældre sender ungerne med taxa til badminton.

Så mange penge bruger kommunerne på flexture, fordelt på trafikselskaber:

Nordjylland:
Kommunernes udgifter: Kr. 4.392.633
Antal passagerer: 102.060
Midtjylland:
Kommunernes udgifter: Kr. 6.142.368
Antal passagerer 99.273
Syddanmark:
Kommunernes udgifter: Kr. 3.014.544
Antal passagerer: 53.040
Fyns trafik:
Kommunernes udgifter: Kr. 14.600.000
Antal passagerer: 101.429
Sjælland:
Kommunernes udgifter: Kr. 34.772.000
Antal passagerer: Ukendt
 

Kilde: Radio24Syv

Der er tale om de såkaldte flexture, der koster kommunerne 63 millioner kroner om året. Tanken er at sikre kollektiv transport i tyndtbefolkede områder, men folk benytter sig også af servicen, når der er busser i nærheden - og til mange andre ting end at komme i skole og til lægen. Det fortæller vognmænd til Radio24syv.

 - Du kan bestille en flextur og blive kørt ind på et værtshus - og tilbage igen, når du har drukket de bajere, du skal. De ture kører vi, siger vognmand Solvej Henningsen, der har taxaer i den sønderjyske by Rødding, til Radio24syv.

Hun mener, at det er "langt ude", sådan som ordningen med flexture bliver brugt.

 - Jeg havde forestillet mig, at flexture var til gamle folk, der ikke havde råd til en taxa. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at vi skulle køre til værtshuse. Men hvis kommunen giver tilbuddet, så er man jo godt dum, hvis man selv betaler, siger vognmand Solvej Henningsen til Radio24syv.

Flexture til biografen

Hvis man bestiller en flextur med en taxa, så betaler kommunen det meste af kilometerprisen. Ideen er at lade folk uden for de store byer komme nemt omkring og samtidig undgå tomme busser.

I den nordvestsjællandske by Asnæs bestiller folk blandt andet flexture til biografen.

 - I starten snakkede vi om, at det var helt vanvittigt, at de skulle have en taxa, siger vognmand Varny Damgaard fra Asnæs Taxa i Nordvestsjælland til Radio24syv.

Lugter af misbrug

En nordsjællandsk kommune med flexture er Egedal Kommune. Venstre-borgmester Willy R. Eliasen vil få sin administration til at evaluere ordningen efter at have hørt vognmændenes historier.

 - Det lugter strengt af misbrug, siger borgmester Willy R. Eliasen til Radio24syv.

Ifølge trafikselskabet Movia på Sjælland er det billigere at tilbyde folk flexture med taxa end busser.

 - Vi plejede at køre rigtig mange busser rundt med få mennesker i det vestsjællandske. Det er der ingen grund til at gøre, siger Jens Peter Langberg, chef for flextrafik i Movia, til Radio24syv.