Etiopisk domstol annullerer Amy og Mashos adoption

16x9
Masho (t.v.) og Amy Steen (t.h.) blev begge adopteret til par i Danmark fra Etiopien, men endte på henholdsvis børnehjem og i plejefamilie. Nu har en etiopisk domstol omstødt deres adoption. Foto: TV 2 / TV 2

En domstol i Etiopien har omstødt adoptionen af to børn, der er adopteret til par i Danmark.

Den etiopiske domstol har torsdag morgen omstødt adoptionen for den 15-årige Amy Steen og Masho, der blev kendt fra dokumentaren ”Adoptionens pris”. Det fortæller den danske journalist Rasmus Sønderriis, der følger retssagen i Addis Abeba i Etiopien.

- Advokaten kom ud fra et lukket møde med dommeren og fortalte os, at Amy og Mashos adoption er annulleret, fortæller Rasmus Sønderriis, der er sammen med Amy Steen og hendes biologiske mor Genet Kedir i Addis Abeba.

- De er glade. De sidder nu og drikker kaffe og fejrer det, fortæller han.

Dansk retssystem skal også vurdere sagen

Børnenes biologiske forældre gik til retten, da de mente, de var blevet snydt af såkaldte børnehøstere til at lade deres børn bortadoptere. De har nu genvundet forældremyndigheden i Etiopien.

Det vil være op til en dansk domstol, hvilke konsekvenser den etiopiske afgørelse vil få i Danmark, forklarer Claus Juul, der er juridisk konsulent ved Amnesty International Danmark.

- Hvis en repræsentant fra de etiopiske myndigheder eller forældrene rejser herop, kan de tvinge de danske myndighede til at se på sagerne. Men det er en suveræn dansk afgørelse. Så man vil kun ophæve adoptionen i Danmark, hvis man vurderer, at det er bedst for barnet, siger Claus Juul.

Stak af til Etiopien

Amy Steen er i øjeblikket i Etiopien sammen med sin biologiske familie. Hun stak i februar af og rejste til Etiopien med hjælp fra organisationen Against Child Trafficking, selvom Ankestyrelsen i Danmark havde forbudt hende at rejse til sit fødeland.

Amy Steen og hendes biologiske mor er genforenet i Etiopien, selvom Ankestyrelsen havde forbudt pigen at besøge sin familie. I 2012 gjorde det stort indtryk, da optagelser viste, hvordan hun skrigende og med tvang blev fjernet fra sin plejefamilie.
Amy Steen og hendes biologiske mor er genforenet i Etiopien, selvom Ankestyrelsen havde forbudt pigen at besøge sin familie. I 2012 gjorde det stort indtryk, da optagelser viste, hvordan hun skrigende og med tvang blev fjernet fra sin plejefamilie. Foto: Against Child Trafficking/TV 2 / Against Child Trafficking/TV 2

Masho kom til Danmark som fireårig i 2008. Siden hendes adoption gik i hårdknude, har hun boet på et børnehjem i Holbæk Kommune. 

Begge pigernes yngre søskende bor hos deres adoptivforældre. Mashos lillebror Roba er ikke en del af retssagen i Etiopien.

Men Genet Kedir har anmodet retten om både at omstøde adoptionen for Amy Steen og hendes lillesøster, der begge blev adopteret til et par i Næstved i 2009. Der er dog endnu ingen afgørelse i sagen om lillesøsteren.  

I begyndelsen af marts vedtog indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V), at det fremover er slut med adoptivbørn fra Etiopien, da man ikke kan have tillid til, at det går rigtigt til i landet.