11-årige Henriettes råb om hjælp: Satte kniven for sin mors hals

Henriette har haft en barndom med voldsomt omsorgssvigt fra sine alkoholiserede forældre, men også fra kommunen. Nu konfronterer hun sin fortid.

Første gang Henriette Karlsen var voldelig over for sin mor, var hun kun 11 år. Da hun overhørte moren tale om hende bag hendes ryg, slog det klik for hende. Det sortnede for hendes øjne, og hun endte med at sidde på sin mor med en kniv for halsen af hende.

Set udefra lignede de ellers en almindelig familie, men virkeligheden var en helt anden. Det var hverken første eller sidste gang, at Henriette griber til vold, men overfaldet med kniv på moren er den foreløbige kulmination på fleres års omsorgssvigt og vold i familien. Det begyndte at gå galt, da forældrene gik fra hinanden.

- Det undrer mig helt vildt, hvor jeg er i dag. Jeg havde enten troet, at jeg ville sidde i spjældet. At jeg måske ikke var her.  Eller at jeg var indespærret på en eller anden lukket afdeling på grund af stoffer, siger Henriette Karlsen til TV 2 i dokumentarserien “De brændte børn”.

Sammen med forfatter og samfundsdebattør Lisbeth Zornig konfronterer Henriette sin fortid og kræver svar på, hvorfor man svigtede hende som lille pige.

Stedfarens vold chokerer veninden

Henriettes forældre gik fra hinanden, da Henriette var fem år gammel, og det blev startskuddet til en barndom fyldt med svigt, vold, alkohol og stoffer. Moren drak, gik på værtshus og Henriette blev taget med.

Hendes mor fik på et tidspunkt en ny kæreste, og i alkoholtågerne var de ofte oppe og slås. Henriette fik også tæsk, når stedfaren og moren drak. Stemningen kunne skifte fra god til ond uden varsel. Det ene øjeblik var moren og stedfaren sjove og i godt humør, det næste øjeblik kunne de eksplodere i vrede. På hinanden eller på Henriette.

- Gør du noget forkert, får du en på hovedet, husker Henriette Karlsen.

Lisbeth Zornig Andersen

Lisbeth Zornig Andersen er cand.polit, forfatter og samfundsdebattør.

Hun har fokus på de udsatte grupper i samfundet. Blandet andet i bogen “Zornig - vrede er mit mellemnavn”, i foreningen “Stemmer på Kanten” og som tidligere formand for Børnerådet.

Danmark lærte hende især at kende gennem den prisvindende dokumentarudsendelse “Min barndom i helvede”, hvor hun konfronterede sin stedfar og sin mor med sin barndom, der var fyldt med svigt og seksuelle overgreb.

Hun har i dokumentarserien “De brændte børn” hjulpet andre med at konfrontere deres fortid.

Det kunne man dog ikke se udefra. Selv Henriettes Karlsens bedste veninde, Mia, troede ikke rigtigt på de ting, Henriette fortalte om alkoholen og volden derhjemme. Det lød bare for uvirkeligt.

Det billede ændrede sig dog fuldstændigt en dag, da veninden, Mia, var på besøg.

Henriette som lille pige og Henriette i dag som voksen kvinde.
Henriette som lille pige og Henriette i dag som voksen kvinde. Foto: Privatfoto og Rene Gundesbøl / Privatfoto og Rene Gundesbøl

Henriette og Mia sad og hyggede sig sammen med stedfaren, da han helt umotiveret pludselig tog Henriette i håret og rev hende med ind til jernstigen ved hendes køjeseng, hvor han dunkede hendes hovede ind i stigen. Imens så hendes mor bare på uden at gribe ind. En oplevelse, der rystede veninden, Mia, i hendes grundvold.

- Det var jo voldsomt. Vi sad og havde det sjovt, og hun havde jo ikke gjort noget. Da situationen var ovre, var det bare med den på at, århh hold op med at skabe dig, og det var også mega skræmmende, siger Mia, når hun i dag tænker tilbage på episoden.

Verdens bedste mor har en mørk side

Men det er ikke kun stedfaren, der var voldelig. Moren var også utilregnelig, når alkoholen fik overtaget.

Den daglige tvivl og usikkerhed påvirkede Henriette. På den ene side var hun en lille pige, der elskede sin mor, for på de gode dage, kunne hun være den bedste mor. Men lige under overfladen lurede morens mørke sider.

- Kommer jeg hjem til verdens bedste mor, eller kommer jeg hjem til en fuld mor, der er meget let antændelig. Det er mega svært for et barn, at gå med de der tanker. Hvad kan jeg sige til mor i dag? husker Henriette, at hun dengang spurgte sig selv om.

Lille Henriette på skøddet af sin mor, inden problemerne begyndte.
Lille Henriette på skøddet af sin mor, inden problemerne begyndte. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Hun husker følelsen af, at alt det, der var galt i hendes liv, var hendes egen skyld. Og gennem årene blev vold og psykisk terror så almindelig en del af Henriettes hverdag, at hun også selv blev voldelig. Også på dem, der stod hende nærmest.

- Jeg blev en pige, der brugte vold helt ubegrundet.

Det sagde “klik” inde i hovedet

Første gang Henriette Karlsen var voldelig over for sin mor startede med, at hun overhørte en samtale i køkkenet mellem hendes mor og et andet familiemedlem. Henriette hørte moren siger, at Henriette selv var skyld i de mange problemer, hun havde i skolen og derhjemme. At hun skabte dem selv. Hverdagens kaos, den voldelige stedfar og morens druk og humørsvingninger, som Henriette oplevede, blev slet ikke nævnt.

De brændte børn

De blev svigtet og mishandlet som børn. Nu tager syv modige danskere tilbage til barndommen for at se deres fortid i øjnene og finde ud af, hvad der skete. 

I en række nye dokumentarprogrammer tager Lisbeth Zornig Andersen igen tilbage til barndommen sammen med syv danskere, der har dybe ar på sjælen. Fælles for alle de medvirkende er, at de er brændt af barndommen og på jagt efter svar, der kan hjælpe dem med at forstå, hvorfor de voksne svigtede dem gang på gang, da de var børn.

Udsendelserne sendes torsdag kl. 20 på TV 2 og på TV 2 PLAY.

Henriette følte, at moren sad og bagtalte hende, og afmagten fik det til at slå klik i hovedet på hende. Alt bliver sort. Hun gik til angreb på sin mor, og det endte med, at hun sad på maven af moren med en kniv mod hendes hals.  På det tidspunkt var Henriette blevet 11 år.

Det var langt fra sidste gang, hun var i infight med sin mor, og volden eskalerede også i hendes liv uden for hjemmet. Vold blev normalen. Første gang hun slog en veninde ned, var hun 12-13 år gammel. Henriette fandt ud af, at en veninde havde løjet for hende, og det fik konsekvenser. Henriette inviterede veninden med i Tivoli, hvor de plejede at hænge ud sammen gruppen af veninder.

I et skralderum, hvor ingen kunne se det, lod hun slag og spark regne ned over veninden. I dag skammer hun sig over mange de ting, hun har gjort.

- Jeg kan have rigtig dårlig samvittighed over det liv jeg har haft, og hvis jeg kommer til at tænke på nogle af de mennesker, som jeg har gjort ondt, fordi jeg i bund og grund havde det så dårligt, siger Henriette Karlsen, der reagerer på svigtene i hjemmet med vold på gaden.

“Lorteunge” og “lyvebarn”

Derhjemme var Henriette et problem. Hun blev kaldt lorteunge og lyvebarn. Men også i skolen blev hun behandlet som et problem, som at der var noget galt med hende. Med alle problemerne derhjemme blev hun udadreagerende, ekstremt opmærksomhedssøgende og ofte centrum for balladen.

Foto af Henriette i skolen.
Foto af Henriette i skolen. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Hun blev stemplet som et barn, der fortalte lidt for fantastiske historier, når hun forsøgte at råbe op om den vold og de svigt, hun oplevede derhjemme. Hun blev aldrig troet på, hun følte sig alene og hun begyndte at tvivle på, om det, hun oplevede, var sket i virkeligheden.

Men der var faktisk en række mennesker, der forsøgte at hjælpe Henriette, og som indberettede de svigt, de så. Sagsakterne viser, at der har været indberetninger fra 12-13 forskellige mennesker over en periode på to-tre år. Kommunen forsøgte at gøre noget. Men aldrig helhjertet. Trods 13 indberetninger blev der ikke sat nogen foranstaltninger i værk, og hun blev aldrig fjernet fra sin mor og stedfar.

For kommunen var det Henriette, der løj. Det fik hendes 'faster', Helene, blandt andet at vide, da hun tilbød at lade hende bo hos hende. Det var Henriette, der var noget galt med, og det blev bekræftet, da hun fik stillet en diagnose.

Flugten til Christiania

Som 14-årig fik Henriette Karlsen stillet diagnosen “Borderline”. Det blev en slags altomfavnende forklaring på, hvorfor hun blev så ked af det, og hvorfor hun blev voldelig. Også for Henriette.

- Jo mere de fortalte mig, at det var jo bare min Borderline, jo mere begyndte jeg at bruge det, som en undskyldning for mine handlinger, siger hun.

Mennesker med personlighedsforstyrrelsen har ofte meget lavt selvværd, fordi de i større eller mindre grad mangler en identitet eller et "jeg". De føler sig rodløse og identitetsløse.

I hendes stigende kontakt til de sociale myndigheder, oplevede Henriette Karlsen, at de først så diagnosen og de mange voldsomme handlinger, før de begyndte at se på hende. Hendes egne oplevelser blev ikke taget for gode varer. Hun følte sig svigtet igen og løb hjemmefra i en alder af bare 15 år.

- Og så var jeg en pige, der begyndte at drukne mine smerter og sorger i diverse stoffer, alkohol og hash. Det var det liv, jeg fik, ved at løbe hjemmefra.

Ungdomsfoto af Henriette.
Ungdomsfoto af Henriette. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Hvad er "Borderline"?

“Borderline” er en personlighedsforstyrrelse, der kendetegnes ved rodløshed, identitetsmangel og meget lavt selvværd. Folk der er diagnosticeret med borderline har en meget høj selvmords- og selvskadelsesrate.

Symptomer:

  • Manglende identitet

  • Rodløshed

  • Lavt selvværd

  • Impulsivitet

  • Følelsesmæssig ustabilitet og udsvigning

  • Nedsat evne til udholdenhed

  • Frygt for svigt

  • Selvdestruktivitet og selvskadende mønstre

  • Selvmordstanker, -planer og -forsøg

  • Kronisk tomhedsfølelse

Hendes flugt tog hende til Christiana. På trods af det hårde miljø på gaden, fandt hun her et tilhørsforhold. En følelse af at være en del af en familie, som hun altid havde hungret efter.

- Det er rigtigt svært at få et godt liv, hvis man som mig, har stået rigtigt meget alene og på egne ben. Så er det lige pludselig rigtigt svært at vokse op og blive et helt menneske.

Hun var på det tidspunkt stadig bare en ung pige i en voksen verden, hvor det flød med alkohol, hash og stoffer. Så selvfølgelig blev hun en del af det. Hun var skæv hver dag. Hun gjorde, som hun ville. Og hun kunne finde på at starte et slagsmål, bare fordi hun kedede sig.

Men på Christiania mødte hun også en, der åbnede hendes verden. En der troede på hende og troede på, at hun også kunne noget.

Henriettes ultimatum

En dag, hvor Henriette som 18-årig hang ud på Christianias volde, mødte hun en fra det kommunale projekt ”Vilde liv”, der arbejdede med opsøgende arbejde på Christiania. ”Vilde liv” var anonymt og fungerede som et springbræt for unge mellem 13-18 år, der havde sociale problemer. De tilbød gratis boksetræning og mad to gange om ugen. En af dem, der arbejdede der, hed Gyda Hedding.

Hun kendte ikke til Henriettes sag eller diagnose, før Henriette selv valte at fortælle om det. Men hun mødte Henriette med en anden åbenhed og fordomsfrihed end det system, som Henriette ellers var blevet en del af.

- Min historie er jo mærkelig. Jeg har jo altid været top imod systemet, men paradoksalt nok, var det jo dem, der rakte hånden ud i sidste ende, og faktisk er de grunden til, at jeg er her i dag, siger Henriette Karlsen.

Gyda Hedding blev et forbillede og en rollemodel for Henriette. Selvom Henriette tog stoffer gav de hende en chance, ved at gøre hende til frivillig assistent i projektet.  For første gang var der nogen, der kunne se noget godt i hende.

De der indre dæmoner, vil altid være der, med det liv jeg har haft.

Henriette Karlsen

Gyda husker, at hun i Henriette så en pige, der havde super meget potentiale og rigtig gerne ville det. Og så havde Henriette et talent for at spotte andre udsatte unge.

- Hvis du går en tur på Nemoland, så sidder der jo 500 unge. Hvem er det lige, der er udsat her, og hvem er der bare på en hyggetur. Det kan Henriette se med det samme, siger Gyda Hedding.

Efter fire måneder stillede Gyda Hedding et ultimatum til Henriette Karlsen. Gyda fortalte Henriette om alle de kompetencer, hun havde. Hun fortalte også, at hvis hun ikke fik styr på stofferne, ville hun aldrig blive lige så god, som hun havde potentiale til.

Så gik der fire dage. Fire dage uden at de hørte eller så noget til Henriette.

For Henriette gik direkte hjem, lagde sig under dynen og tog en kold tyrker fra stofferne. Helt alene. Og på ren viljestyrke. Det blev et vendepunkt af de helt store.

Henriette bliver mentor

Henriette havde pludselig styrken til at ændre sit liv, fordi hun mødte nogle mennesker, der fik hende til at føle sig okay. Og uanset hvad hun havde gjort, så var de der for hende.

- Jeg var vant til, at blive mødt med den der, argh hvad har du lavet. Når man så pludselig bliver mødt af et system, der siger, hvad så, hvordan har du det? Det er jo helt vildt for sådan et systembarn som mig, siger Henriette Karlsen.

Det førte hende videre til et andet socialt projekt, ”Pigegruppen”, hvor hun selv blev et forbillede for de mange unge, der kom der. Hun var en af dem, der vidste, hvor de unge piger kom fra, og hvad de havde været igennem. For hun havde selv været der.

Det har kostet mig min barndom at bliver stemplet som lyvebarn.

Henriette Karlsen

Henriette gik ud af 6. Klasse, og har ikke gået i skole siden. Nu fuldfører hun 9. og 10. Klasse med gode karakterer, og hun tager en mentoruddannelse for socialt udsatte børn og unge hos projektet ”De fire årstider”. Hun drømmer om at blive socialpædagog en dag. Før var bare dét en helt utænkelig tanke.

Men det betyder ikke, at Henriettes fortælling pludselig er en rosenrød historie, hvor alt bare er godt nu. Det vil det sandsynglivis aldrig blive for Henriette. Men det er starten på et helt andet liv.

Dæmonerne forfølger hende stadig

I dokumentaren De brændte børn, tager Henriette på en rejse tilbage til fortiden sammen med Lisbeth Zornig for at konfrontere fortiden. For selvom Henriette har ændret livsbane og ikke længere gør andre ondt, så følger minderne fra de traumatiske oplevelser i barndommen hende stadig.

- De der indre dæmoner, vil altid være der, med det liv jeg har haft, siger Henriette Karlsen.

Henriette Karlsen er i dag 24. Sammen med Lisbeth Zornig konfronterer hun sin fortid.
Henriette Karlsen er i dag 24. Sammen med Lisbeth Zornig konfronterer hun sin fortid. Foto: Rene Gundesbøl/TV 2 / Rene Gundesbøl/TV 2

Henriette føler, at hun er blevet svigtet af sin mor og stedfar. Hun føler sig også svigtet af kommunen. Hvorfor greb de ikke ind? Hvorfor troede de ikke på hende, på trods af at hun i årevis forsøgte at råbe op? Hvorfor hørte de ikke på barnet?

- Det at blive stemplet som lyvebarn, har kostet mig min barndom, siger Henriette Karlsen.

I dag er Henriette 24 år. Og det er først nu, at hun har fået indblik i de mange sagsakter, der har været hos kommunen. Her fremgår det, at hun ikke var en, man kunne stole på. Men det har også været lidt af en åbenbaring. For første gang finder hun ud af, at der også var folk omkring hende, som godt kunne se, at der var noget helt galt og indberettede det til kommunen.

- Jeg har jo gået rundt og troet, at folk troede det var mig, der var tosset. Men lige pludselig at finde ud af, at folk godt kunne se, at der var noget galt. Det gør mig glad. Men det er også bare hårdt, siger Henriette Karlsen.

Kommunens svar får hende til at bryde sammen

Københavns Kommune erkender i dag blankt, at de ikke lyttede til den lille pige, der gjorde alt, hvad hun kunne for at at slå alarm:

- Der er blevet talt for meget og handlet for lidt, og på den måde er du blevet svigtet. Fra kommunens side har jeg fået mandat til dybt at beklage, at du på den måde er blevet svigtet, siger kommunens repræsentant til Henriette, der næsten ikke kan fatte den overvældende besked fra kommunen.

- Det havde jeg slet ikke turde regne med, siger en tårevædet Henriette Karlsen.

Lettelsen er til at tage at føle på for Henriette. Endelig anerkender kommunen et ansvar. Og måske kan det gøre, at Henriette kan komme videre. Forbi vreden og frustrationen. Ud af skyggen, med ikke at blive hørt eller set, der har fulgt hende gennem barndom, ungdom og ind i voksenlivet.

- Jeg føler, at jeg vejer ti kilo mindre nu, siger Henriette Karlsen.

Hun er i dag grundlægger og leder af organisationen ”De stærke børn”, der vil skabe bedre vilkår for udsatte børn og unge.

Henriettes mor har ikke ønsket at medvirke i ”De Brændte Børn”, men siger til TV 2, at Henriettes udlægning af hendes barndom ikke er sand. Af hensyn til Henriettes familie er hendes og centrale personer i fortællingens fulde navne udeladt.