Red Barnet: Ung pige vil være mærket for livet efter sexvideo

Den unge pige, der bliver krænket på sexvideo på de sociale medier, vil være mærket for livet, mener psykolog.

Meget grove sexvideoer af en folkeskoleelev er blevet delt på de sociale medier af tusindvis af unge. Det skriver Radio24Syv.

Videoerne, som også TV 2 har set, viser mindst fire unge drenge der slår, krænker og dyrker sex med en pige, der på optagelsestidspunktet er 15 år gammel. Nordsjællands Politi har modtaget en anmeldelse i sagen i efteråret 2015.

Politiet har identificeret to personer, der har fået bøder for at dele videoerne af den unge pige på nettet.

- Hun er mærket for livet. Når hun bliver ældre, og bliver mor, vil hun tænke på, at der ligger en video af hende, hvor hun bliver ydmyget og udstillet så groft, som det er tilfældet her, siger psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen, til TV 2.

Kaare Sørensen, TV 2’s redaktør for sociale medier, mener, at det er stort set umuligt at få fjernet det kompromitterende materiale, hvor den unge pige bliver krænket:

- Der er materiale, man kan få fjernet, men her taler vi ikke om materiale, der bliver delt i offentlighed på Instagram eller Facebook. Det her billedmateriale bliver delt i lukkede fora, blandt små grupper af venner, der er samlet på forskellig vis. Så det er stort set muligt, at få det fjernet.

- En af de værste sager

Radio24syv har gennemgået videomaterialet, der består af fire korte videosekvenser, som eleverne har delt med hinanden via Facebook og Snapchat. På den ene sekvens, der varer 50 sekunder, ser man pigen i et værelse sammen med fire unge drenge, der giver pigen i alt tre lussinger. På to øvrige videosekvenser med samme varighed penetrerer drengene pigen med en vodkaflaske, en batminton-ketcher og senere en tøjbøjle, hvorefter pigen siger, at "det er lidt ubehageligt".

I det fjerde og ni sekunder korte klip ser man pigen dyrke sex med en af drengene, mens det filmes af de andre drenge.

Samlejet mellem pigen og drengen er tilsyneladende frivilligt, men sagen er stadig en af de værste seksuelle krænkelser optaget på kamera, man har set i Danmark, mener Kuno Sørensen.