Bør Danmark forbyde plastikposer? Her er argumenterne for og imod

16x9
Arkivbillede Foto: MAST IRHAM / Scanpix Denmark

Hvad er bedst - plastikposen eller muleposen?

I Frankrig vil landets miljøminister Ségolène Royal forbyde engangsposer af plastik ved lov.

Det franske forslag har affødt en livlig debat på TV 2 Nyhedernes Facebook-side, hvor danskerne argumenterer for og imod brugen af plastikposer af alle slags. For er et forbud også vejen frem i Danmark?

TV 2 har sat to parter i stævne, som giver tre argumenter for og imod plastikposerne.

For afskaffelse

Danmarks Naturfredningsforening arbejder for at minimere danskernes forbrug og sikre, at vores affald bliver genanvendt, så der bliver værnet om jordens ressourcer.

Her giver seniorpolitisk miljørådgiver Sine Beuse Faurby tre gode grunde til, hvorfor Danmark skal nedsætte forbruget af plastik:

- Råstoffet i plastikposer kommer fra olie, et fossilt brændsel. Dermed er plastikposer skadelige for miljøet allerede inden de når forbrugeren. Og udleder CO2 ved forbrænding, siger hun til TV 2.

- Plastik har en sindssyg lang levetid i forhold til den korte brugstid, hvor forbrugerne reelt set har plastikken mellem hænderne. Det tager for eksempel 400 år for naturen at nedbryde det plastik, som holder en sixpack med øl sammen.

- Plastikkens lange levetid er med til at skade blandt andet dyreliv og verdenshavene. For – om vi vil det eller ej – så ender noget plastikken i naturen, og det er en stadigt stigende udfordring. Vi har alle set skrækvideoer på de sociale medier, hvor fugle er omkommet, fordi de har fyldt deres maver med stykker af plastik. Det sker, fordi dyrene ikke ved, hvad det er og derfor uvidende spiser det.

Imod afskaffelse

I brancheforeningen Plastindustrien sidder miljøchef Helle Fabiansen klar til at fortælle om plastmaterialets miljøfordele.

Her er hendes tre argumenter for, hvorfor det ikke er så galt igen at Danmark stadig sælger plastikposer:

- Danmark gør allerede meget. Vi er et foregangsland ifølge Europa-Kommissionen, og vores grønne emballageafgift betyder, at danskerne kun bruger 79 poser i gennemsnit om året. Siden vi indførte afgiften i 1993 har vi mere end halveret forbruget af poser. Vi er langt foran mange andre europæiske lande, siger hun til TV 2.

- Hvad er alternativet? Der er papirposer og muleposer. Papirposerne koster sindssygt meget vand og energi, og er derfor ikke mere miljørigtige at fremstille. Muleposerne koster ligeledes land og pesticider for at fremstille bomuld, og undersøgelser fra et ekspertudvalg under Europa-Kommissionen viser, at forbrugere skal bruge muleposen over 130 gange før den bliver mere miljørigtig end plastikposen. Papirposerne kan omvendt oftest kun bruges en enkelt gang eller to, da der ikke skal meget til at ødelægge dem.

- Så er der folk, som gerne vil have, poserne bliver lavet af bionedbrydeligt plastik. Men Danmark har ikke teknologien eller kapaciteten til at håndtere nedbrydningen af poserne separat, og det vil måske i stedet få folk til at smide mere plastik i naturen i den fejlagtige tro, at det bliver nedbrudt hurtigt.

I sidste ende mener Helle Fabiansen, at det handler om et skift i forbrugeradfærden. For ligeså snart forbrugerne takker nej til plastik, er der heller ikke et marked for poserne.

Tag del i debatten her:

De franske forbrugere skal i stedet pakke mælk, æg og broccoli i en papirpose eller genbrugspose, der kan holde længere. Hvad synes du om idéen?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Tuesday, March 29, 2016