Jimmi blev dræbt af en bombe i 2010: Her er hans afskedsbrev til vennerne

16x9
Jimmi Bøgebjerg Petersen blev dræbt af en vejsidebombe i 2010. Han nåede at skrive et afskedsbrev til sine soldaterkammerater. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Jimmi Petersen blev dræbt af en vejsidebombe i Afghanistan i 2010. Inden han døde skrev han et rørende afskedsbrev til sine soldaterkammerater.

Lørdag den 7. august 2010 fik Jimmi Bøgebjerg Petersens forældre den besked, som alle forældre frygter mest. Deres søn var død – dræbt af en vejsidebombe i Afghanistan. Få dage inden han skulle være rejst hjem til Danmark.

Den 28-årige soldat havde inden sin død skrevet et brev til sine kammerater i Afghanistan. Et rørende afskedsbrev, der blev læst op ved mindehøjtideligheden på basen i Helmand-provinsen den dag kisten med Jimmi skulle flyves hjem til familien.

Siden har brevet ligget gemt blandt Jimmis ejendele, som moren Susanne Petersen først for nyligt er begyndt at rydde op i. Nu har hun valgt at brevet skal se dagens lys, og derfor har hun delt det på en mindeside for faldne danske soldater på Facebook. Herfra er det nu delt flere end 400 gange og liket af godt 3500 personer.

- Der er flere grunde til, at jeg har valgt at lægge det ud nu. Det er så stærkt skrevet til hans kammerater dernede med tanke på, hvad de stod midt i. Jeg kender ikke til andre soldater, der har haft overskud til at skrive et afskedsbrev til deres kammerater. Det siger så meget om Jimmis måde at være i verden på, fortæller Susanne Petersen til TV 2.

- Brevet gjorde et kæmpe indtryk på Jimmis venner, da det blev læst op dernede ved mindehøjtideligheden. Mit håb er, at brevet vil være med til at holde Jimmis minde i live, men det er også et opråb til vores politikere. Jeg er rystet over, hvor lidt der bliver gjort for de hjemvendte soldater. Politikerne burde få pungen op af lommen og komme i gang. De unge mænd har jo kæmpe ar på sjælen, og flere har svært ved at få en hverdag til at fungere.

- Hjælpen er ikke-eksisterende

I tiden lige efter Jimmi Petersens død var støtten fra Forsvaret upåklagelig, påpeger Susanne Petersen, men siden har den været stort set ikke-eksisterende. Og det er frustrerende:

- Det er ikke kun soldaterne, det går ud over. Det rammer en masse familier, når soldaterne kommer ødelagte hjem. Det breder sig som ringe i vandet, når hjælpen ikke er der. Jimmis bror har også fået posttraumatisk stress af alt det her, men er kun blevet tilbudt nogle få psykologtimer, fortæller Susanne Petesen, som mistede sin mand efter Jimmis død.

- Han var syg i forvejen, men chokket over Jimmis død var mere, end han kunne klare. Det har været ekstremt hårdt at stå alene med alt det her – uden at få den hjælp, som burde være en selvfølge, når vores drenge har sat livet på spil for fædrelandet.

Udover Jimmi Petersen blev også den 26-årige Erik Berre Rolandsen dræbt ved angrebet i Helmand den 7. august 2010.

Af hjertet tak til Jimmi's mor fordi Vi må poste dette afskedsbrev fra Jimmi til drengene. Det er tillid. Det er...

Posted by BIAs memorial page for Danish soldiers on Tuesday, March 15, 2016