Fund vækker opsigt: Tutankhamons blå perler fundet i Danmark

16x9
Blå perler som dem, der kan findes på Tutankhamons grav, er blevet fundet i Danmark. Foto: TIMOTHY A. CLARY / Scanpix Denmark

Danske arkæologer har fundet glasperler, der stammer fra samme værksted, som stod for udsmykningen af Tutankhamons grav.

Danske arkæologer har i samarbejde med franske kollegaer gjort et opsigtsvækkende fund i Danmark.

De mener nemlig at have fundet glasperler, der kan dateres 3.400 år tilbage, og som kommer fra det samme glasværksted, som prydede faraoen Tutankhamon til hans begravelse.

Det skriver flere internationale medier heriblandt israelske Hareetz.

I alt er der fundet 271 glasperler på 51 forskellige gravsteder i Danmark, og 23 af perlerne menes at stamme fra det samme værksted, skriver Hareetz.

Fundet ved bronzealderkvinde

Nogle af perlerne blev fundet i kiste tilhørende en kvinde fra bronzealderen ved Ølby.

Kvinden var iført tøj dekoreret med perlerne, mens en anden bronzealderkvinde bar perlerne i en halskæde.

De 23 perler er blevet analyseret med højtudviklet udstyr, og forskerne kunne konstatere, at perlerne stammede fra det samme værksted i Armana, som stod for udsmykningen af Kong Tutankhamons grav i år 1323 før vores tidsregning.

Museumsdirektør ved Moesgårds Museum, Jeanette Varberg, har været en del af forskergruppen, som har analyseret fundene, og hun forklarer over for Hareetz, hvordan perlerne er endt i Danmark.

- Danmark er rigt på rav, og på det tidspunkt var det den primære handelsvare i Norden, forklarer hun.

Magiske sten

Nordisk rav er ifølge Hareetz tidligere blevet fundet i Grækenland og i dele af Syrien, men de blå perler fundet i Danmark menes at stamme fra Egypten og Mesopotamien.

Jeanette Varberg oplyser, at de blå perler må have haft en høj værdi særligt i Norden, da de minder om lasursten.

- Lasuerstenen var den mest værdifulde ædelsten i Norden i slutningen af bronzealderen. Blå glas var det næstbedste. Her i Norden blev det nærmest betragtet som magisk, som en del af himmelen, siger hun.