Ekspert om Sharia-råd: - Det er decideret kvaksalveri

Ifølge forsker er sharia-råd decideret kvaksalveri. Imamernes rådgivning skyldes uvidenhed, siger en anden ekspert.

- Det er decideret kvaksalveri - et sort marked.

Sådan lyder reaktionen fra forsker ved institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet, Niels Valdemar Vinding, efter TV 2 for første gang på kamera har dokumenteret, at der findes sharia-råd i Danmark. Det sker i forbindelse med skjulte optagelser til TV 2’s dokumentar ”Moskeerne bag sløret.”

Baggrund for programserien 'Moskeerne bag sløret'

TV 2 sætter med programserien ’Moskeerne bag sløret’ fokus på, om en række udvalgte moskeer modvirker eller medvirker til integration.

Læs om hvordan TV 2 har arbejdet med programmerne og en række af de overvejelser, TV 2 har gjort sig i den forbindelse.

Sharia-rådet, bestående af ledende personer med tilknytning til Fredens Moske i Aarhus, blev søndag efter et hasteindkaldt møde nedlagt – og det siger ifølge Niels Valdemar Vinding, der forsker i imamer i Vesten, alt om den uansvarlighed og det manglende rådgiveransvar, som de skjulte optagelser er udtryk for.

- Jeg forstår ikke, hvad der foregår her

Samtidig påpeger han, at der ikke har været tilsyn eller en myndighed involveret - heller ikke indenfor Islams egne rækker.

- Værst synes jeg nu nok, det er, at der ikke engang er sund fornuft på spil her. Man kan måske godt se med sympati på det faktum, at han forsøger at forsone parterne, men vold og flere koner er uforeneligt med et ægteskab, hvor parterne er lige – at de (imamerne, red.) ikke når til skilsmisse er fuldstændig uforståeligt, siger han.

Jeg har selv i sin tid taget kampen og dialogen med min familie

Farwha Nielsen

Ifølge Niels Valdemar Vinding er der ikke kun tale om rådgivning af parret, sådan som en af de imamer på TV 2’s skjulte optagelser, Nasser Qasimi, efterfølgende overfor TV 2 har påpeget.

- Jeg forstår ikke, hvad der foregår her. De tiltager sig nogle autoriteter og bemyndigelser – og udtaler sig på baggrund af retsviden indenfor sharia - som fuldstændig er i strid med den måde, vi gør tingene på i vores samfund, siger han videre.

- De (TV 2's muldvarpe, red.) sidder jo i et fuldstændig asymmetrisk forhold med tre beskæggede herrer, der taler sund fornuft – eller islamisk fornuft - til det par, der gerne vil skilles.

I Storbritannien er sharia-råd tilladt

Ligesom flere andre eksperter har påpeget, fremhæver han også, at muslimske kvinder i kraft af sharia-råd kommer i klemme og må leve i spot og hån.

- Nægter manden så at lade sig skille på islamisk vis, fordi han har det privilegium, så er kvinden fanget i et haltende ægteskab. Hun har svigermor på nakken – man kan levende forestille sig, hvor umuligt det må være - og så spænder imamerne ben for det (en skilsmisse, red.).

En løsning kunne være at kigge mod England, hvor lovgivningen tillader sharia-råd under hensyntagen til engelsk lov. Således kan en tredjepart forsøge at mægle i en konflikt, hvis både manden og kvinden er enige.

Hvis forholdet efterfølgende ikke kan forsones, får kvinden ved en skilsmisse et dokument, talaq.

- Det kan kvinden vise til svigermor, manden og myndighederne, og hun kan bede politiet om at smide manden på porten.

Dermed har man givet kvinden nogle værktøjer til at håndtere mændene, og man sender dem ifølge Niels Valdemar Vinding ikke ”i favnen på de kulstorte imamer.”

- Men det er en større operation, og det er nok ikke noget, som er oplagt i Danmark i første omgang.

- Et forkert signal, at kvinder skal hjælpes ud af miljøet

Ifølge Farwha Nielsen, der er indehaver af tværkulturel familierådgivning og konfliktmægling, er der kommet mange gode forslag i kølvandet på TV 2’s afsløringer.

Hun påpeger imidlertid, at det er vigtigt at huske på, at islam betyder meget for mange muslimske kvinder, og at forslag om at hjælpe muslimske kvinder ud af miljøet sender et forkert signal:

- Et forkert signal i forhold til, at hvis kvinder opnår frigørelse, så er der kun en vej, og det er, at de skal forlade deres kultur. Selvfølgelig skal kvinderne have hjælp, men kvinder skal styrkes til at tage kampen op indefra og ikke via det danske samfund, der giver påbud. Jeg har selv i sin tid taget kampen og dialogen med min familie, siger Farwha Nielsen.

Nogle af dem er faktisk imamer, som ikke har fået viden om islam fra forfædre, og som har praktiseret i landsbyer, hvor det er traditionerne – snarere end religion - de taler om

Farwha Nielsen

Derudover er det altafgørende, at mændene er med i denne proces:

- Vi kan ikke skaber forandringer eller  nye demokratiske værdier, medmindre vi har begge køn, og deres familier, med.

Forklaringen er uvidenhed - hos imamer og kvinder

Hun kalder TV 2’s afsløringer for forfærdelige, men hun er ikke overrasket over, at der findes sharia-råd i Danmark, fordi hun har mødt kvinder, der har svært ved at blive skilt efter et møde i et sharia-råd.

Hun mener, at en af forklaringerne skyldes uvidenhed blandt imamerne.

- Nogle af dem er faktisk imamer, som ikke har fået viden om islam fra forfædre og som har praktiseret i landsbyer, hvor det er traditionerne – snarere end religion - de taler om. Traditionelt er det ikke velanset, at man bliver skilt, men det bliver der heldigvis lavet om på i øjeblikket, siger Farwha Nielsen.

Derudover er der også uvidenhed blandt de muslimske kvinder, som ifølge Farwha Nielsen ikke ved meget om deres egen religion.

- Det er en simpel mangel på, hvor man kan henvende sig og hvem, der kan vejlede. Og når de henvender sig til de danske hjælpeorganisationer, så er det ikke altid, at de kan få at vide, hvor de kan få den rette og muslimske hjælp.

Dertil kommer, at hvis en muslimsk kvinde skal indgå et nyt ægteskab med en muslimsk mand efter en skilsmisse, så skal kvinden bevise, at ægteskabet er blevet opløst på en rigtig måde, forklarer hun.

Farwha Nielsen påpeger desuden, at hun i sit eget arbejde sjældent møder familier, som ikke har forståelse for, at kvinder – der bliver udsat for vold – skal have lov til at blive skilt.

Første og anden del af TV 2's dokumentar "Moskeerne bag sløret" blev vist i sidste uge - dem kan de se eller gense på TV 2 Play.

Tredje del af dokumentaren bliver vist på TV 2 tirsdag.