Eksperter: Muslimske kvinder bliver fanget i islamiske ægteskaber

Når kvinder ønsker at blive skilt på islamisk vis, kan imamerne i nogle tilfælde blokere for skilsmissen, forklarer eksperter.

Imamerne spiller en vigtig rolle, når muslimske par ønsker at blive skilt i henhold til islam, men en del kvinder oplever, at de ikke kan blive skilt, hvis deres mand ikke er enig i skilsmissen.

Det forklarer flere eksperter, efter at TV 2 søndag kan dokumentere, hvordan et såkaldt sharia-råd i Fredens Moske i Aarhus afgør, at TV 2s muldvarp ’Fatma’ ikke må blive skilt på trods af sin voldelige mand, der kræver at have sex med hende og ønsker at tage en kone mere.

- Kvinder og mænd i islam har ret til skilsmisse, men under forskellige vilkår, og det er altid meget lettere for manden at lade sig skille end det er for kvinden, siger religionssociolog Mutya Koudal.

Det betyder ifølge Mutya Koudal, at imamen - ud fra en teologisk betragtning - vil forsøge at mægle mellem parterne i et ægteskab, før en skilsmisse kan komme på tale.

Hun understreger, at mange imamer vil acceptere en skilsmisse hos Statsforvaltningen på linje med en islamisk skilsmisse, mens andre vil sige, at parret på trods af deres borgerlige skilsmisse stadig ikke er islamisk skilt.

- Og det er jo det, der er problemet for rigtig mange kvinder, at de går til Statsamtet, hvor de får en skilsmisse, mens lokalsamfundet ikke anser dem for at være skilt, siger Mutya Koudal.

Kan bruges som hævnmotiv

Kan kvinderne ikke blive skilt på islamisk vis, udgør det potentielt et stor problem for dem. Det forklarer Anika Liversage, der blandt andet har forsket i parallelle retssystemer i Danmark.

- De kan være fastlåst i et ægteskab, som er dårligt, og de kan være fastlåst i at være gift til en mand, som de måske ikke engang reelt er sammen med. Det betyder, at de ikke kan etablere et nyt familieliv med en ny mand, fordi de stadig anses at være gift med den gamle, og det kan være et stort og reelt problem, siger Anika Liversage.

Religionssociolog Mutya Koudal påpeger, at der er stor forskel på, hvordan imamerne ser på skilsmisse, men påpeger at det i nogle muslimske miljøer er meget tabulagt:

- Man vil gerne holde fast i ægteskabet så længe som muligt. Nogle af kvinderne taler også om, at mændene bruger det som hævnmotiv at holde deres koner i ægteskabet, fordi det for kvinderne kan være sværere at opnå en skilsmisse.

En ny generation står fast på rettigheder

Anika Liversage påpeger dog, at det også har stor betydning, hvilken baggrund og hvor mange ressourcer den enkelte muslimske kvinde har.

- Det handler meget om kvindens styrkeposition. Hvis du er en kvinde med dansk universitetsuddannelse og en god familie og kommer op til imamen, så er det muligt, han vil sige noget andet til dig, end han siger til kvinden her (på de skjulte optagelser, red.), siger hun.

Ligeledes er det ifølge Anika Liversage kendt, at nogle kvinder ’imam-shopper’ for at finde den rette imam med de rette værdier.

- Hvis du har ressourcerne til det, så kan du afsøge og finde noget, der passer til dig, fordi der er store forskelle både inden for islam og inden for de forskellige retsskoler og lande, siger hun.

Ifølge Mutya Koudal er der i disse år ved at ske et skred blandt unge danske muslimer, der står fast på deres rettigheder.

- Vi ser en ny generation af unge, særligt som går ind og siger: ’Jeg kender mine rettigheder, så du skal ikke sidde der som imam og sige sådan og sådan, for jeg kan faktisk sige, at hvis min mand er voldelig eller hvis han ikke kan forsørge mig, så har jeg ret til skilsmisse’, forklarer hun.

Har du fået afgjort en sag i et sharia-råd, hører TV 2 gerne fra dig. Kontakt os via 1234@tv2.dk eller via journalist Jonas Moestrup på jmoe@tv2.dk