Efter afsløring i TV 2-dokumentar: Sharia-råd i Aarhus opløses

Sharia-råd bestående af ledende personer med tilknytning til Fredens Moske i Aarhus opløses efter TV 2s afsløringer.

Baggrund for programserien 'Moskeerne bag sløret'

TV 2 sætter med programserien ’Moskeerne bag sløret’ fokus på, om en række udvalgte moskeer modvirker eller medvirker til integration.

Læs om hvordan TV 2 har arbejdet med programmerne og en række af de overvejelser, TV 2 har gjort sig i den forbindelse.

TV 2-dokumentarserien "Moskeerne bag sløret" afslører, at et såkaldt Sharia-råd bestående af ledende personer med tilknytning til Fredens Moske i Aarhus afgør, om muslimske par kan blive islamisk skilt. 

Det er første gang nogensinde, at det dokumenteres, at rådet eksisterer, og afsløringen resulterede i et hastemøde søndag, hvor rådet har valgt at opløse sig selv.

Det fortæller Rabih Azad-Ahmad (R), som er rådmand for Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, til TV 2. 

- De foreninger, der er her (muslimske foreninger, red.), er kommet frem til, at det er vigtigt at arbejde mod enhver form for parallelsamfund. Det betyder også, at det råd, der har været her i området, det har opløst sig selv af respekt for danske værdier. Et råd, som de siger, har vejledt folk om sociale og familiemæssige problemer i hjemmet, men det har altså nu opløst sig selv nu, siger han.

"Tag tilbage som om intet er sket"

På de skjulte optagelser i dokumentarseriens næste afsnit, som sendes tirsdag den 8. marts, ses det, hvordan tre mænd i rådet afgør, at TV 2s kvindelige muldvarp i den aktuelle situation ikke kan få lov at blive skilt fra sin voldelige mand, efter at de to begge har fremlagt deres sag for rådet.

- Imamen har fældet sin dom. Tag nu tilbage som om intet af det her var sket, siger Aarhus-imamen, Nasser Qasimi, på optagelserne.  

TV 2 har tidligere spurgt imamen, hvorfor han sammen med de andre i Sharia-rådet nægter den kvindelige mulvarp at blive skilt. Han siger kortfattet, at der blot er tale om ægteskabelig vejledning.