9-årige Ronja savnede flygtningevenner: Nu fikser hun legeaftaler på nettet

Ronja Hauge Schierup står bag hjemmesiden flygtningevenner.dk, hvor danske børn og flygtningebørn kan mødes.

- Jeg synes, at det var rigtig, rigtig synd for dem, og jeg vil helt vildt gerne hjælpe.

Sådan siger Ronja Hauge Schierup om de mange flygtningebørn, der i den seneste tid er kommet til Danmark. Hun er 9 år, bor i Skejby i Aarhus – og så har hun startet en hjemmeside, hvor danske børn kan komme i kontakt med børn, der er flygtet fra deres krigshærgede hjemlande og lave legeaftaler.

- Så kunne vi lege forskellige lege. Jeg kunne lære noget af den person, og den person kunne lære noget af mig, siger Roja Hauge Schierup til TV 2 Østjylland.

Den 9-årige pige har fulgt den historisk store flygtningekrise fra hjemmet i Skejby - og efter et besøg på et dansk flygtningecenter bestemte hun sig for at hun kunne gøre en forskel.

Hjemmesiden med navnet flygtningevenner.dk har allerede fået mange henvendelser fra børn, der ligesom Ronja Hauge Schierup, gerne vil have en ven, der er flygtning.

- Jeg tænker, at det er rigtig dejligt, at der også er andre, som gerne vil hjælpe, og at der er mange, som tænker det samme som mig, siger hun til TV 2 Østjylland.

På flygtningevenner.dk skriver Ronja Hauge Schierup således:

- Til dig som flygtningeven.Tak fordi du er en god ven. Tak fordi du vil andre mennesker. Tak fordi du er dig.

Det er endnu ikke lykkes Ronja Hauge Schierup at få en legeaftale med et flygtningebarn stablet på benene, men hun ser frem til den dag, hun får en flygtningeven.