Ingen landsbydød her - Glejbjerg tog skeen i egen hånd

Mange små bysamfund skranter. Men i Glejbjerg tager borgerne "skeen i egen hånd" og sikrer udvikling i stedet for affolkning.

Der er gruppearbejde i et klasselokale på skolen i sydjyske Glejbjerg. Men for en stund er eleverne ikke i syne. Det er derimod byens voksne, der har taget plads om bordene på skolen. De er ved at planlægge Glejbjergs fremtid. 

Post-it's illustrerer gruppernes ideer: Udendørs fitness, et svømmebad og måske kunne den nedlagte jernbane omlægges til en cykel- og løbesti?

Det er den slags ideer, der skal få små lokalsamfund, der ellers kunne sygne hen, til at overleve. 

Kælkebakke, beachvolley og ny Brugsen

Det er anden gang, der afholdes "fremtidsmøde" i Glejbjerg. Første gang var for syv år siden, i 2009. 

- Vi var oppe imod en affolkning af landdistrikter og en lidt negativ diskussion om, hvordan man skulle udvikle sig. Derfor valgte vi simpelthen at tage skeen i egen hånd, fortæller Henrik Winther, der er formand for Lokalrådet i Glejbjerg. 

Og det virkede.

Siden det første møde er der sket flere positive ting i byen. Blandt andet er et faldefærdigt hus, der skæmmede som en sovseplet på skjorten, revet ned i samarbejde med kommunen.

Det er meget vigtigt, man gør noget for at præge fremtiden og sin hverdag. Ellers ser man andre steder, at byerne dør helt ud. 

Keld Andersen, elektriker, Glejbjerg

Et krat er blevet fjernet til fordel for et grønt område med kælkebakke og beachvolley. Og sidste år stod Glejbjergs borgere sammen om at redde byens dagligvarebutik, så man i dag kan handle i en funklende ny Brugsen i stedet for at skulle køre langt efter mælk og rugbrød. 

Borgere kan være med til at præge byen

Der dukkede 130 mennesker op til det seneste fremtidsmøde i Glejbjerg.

Trine og Keld Andersen er et af de par, der dukkede op. De vil gerne være med til at holde byen attraktiv.

- Når der kommer de muligheder, så bakker man op. Det er noget af det, der er rigtig fedt ved sådan en lille by. Vi har rigtig meget i denne by, og det er vi nødt til at udvikle, så det bliver endnu bedre, siger Trine Andersen. 

- Det er meget vigtigt, man gør noget for at præge fremtiden og sin hverdag. Ellers ser man andre steder, at byerne dør helt ud, lyder begrundelsen fra Keld Andersen.