Eksperter advarer: Overvågning af børn skaber falsk tryghed

Formanden for Børns Vilkår advarer mod overvågning af børn. En tendens der kan være skadeligt for relationen mellem forældre og barn.

Forældre har med moderne teknologi adskillige og let tilgængelige muligheder for at holde øje med deres børn. Det sker blandt andet ved at bruge gps'en i børnens mobiltelfoner. 

Men det skaber en falsk tryghed og en relation mellem forældrene og barnet, der ikke er baseret på tillid, mener Rasmus Kjeldahl, der er formand for Børns Vilkår.

- Vi ser det ikke som meget andet end en gimmick. Det kan være fint, at en mor kan se, at hendes barn er på vej hjem. Men det kan aldrig afløse ens pligt til at aftale og udvise tillid, siger han.

Flere eksperter advarer mod forældres sporing af deres børn, da det kan gå ud over børnenes opdragelse og dannelse.  

Overbeskyttelse bebegrænser

Børnepsykolog John Halse, der er tidligere formand hos Børns Vilkår, advarer mod den overbeskyttelse af børn, som han mener, gps-sporingen er et udtryk for.

- En stor del af et barns udvikling ligger der, hvor grænser bliver overskredet. Børnene skal turde løbe over på marken, hvor de ikke må være. Sådanne erfaringer er vigtige, siger han.  

Netop muligheden for og lysten til at bryde grænser, kan forældres konstante overvågning være med til at hæmme. 

- Enhver beskyttelse slår let over i en begrænsning. At overbeskytte betyder netop, at man passer mere på sine børn, end hvad godt er. Og jo mere overbeskyttende forældre bliver, desto større behov har børnene for at tilegne sig robusthed andre steder senere i livet, siger han.   

Data kan havne i forkerte hænder

Rasmus Theede er formand for Rådet for Digital Sikkerhed, og han forstår bekymringen hos forældre, der gerne vil vide, hvor deres børn er, hvis de ikke kan få kontakt til dem.

Problemet ligger ifølge formanden i, at informationer om børnene også kan havne i hænderne på personer, der ikke vil dem noget godt.

- Jeg ville gå meget op i, hvem der står bag de forskellige apps, og hvad dataen bliver brugt til, siger han.

Har man besluttet sig for at spore sine børn via gps, så opfordrer Rasmus Theede til, at man sætter sig grundigt ind i, hvor informationer om barnet bliver lagret, og hvem der har adgang til det.

- Det digitale samfund er kommet lynhurtigt - og langt hurtigere, end vi har nået at sætte os helt ind i det. Det er lidt wild-west. Og lovgivningen er heller ikke fulgt helt med endnu, siger han.

Forskningsprojekt på vej

To forskere på Aarhus Universitet fik i december 2015 bevilget 2,6 millioner kroner til at forskningsprojekt, der blandt andet har til formål at undersøge overvågning mellem forældre og børn. Hvor stort er omfanget, hvordan bliver det brugt, og hvilke konsekvenser har det for familien? Forskningsprojektet bliver påbegyndt i løbet af foråret.

- Vi skal have mere fokus på, at vi er begyndt at overvåge hinanden meget mere. Netop fordi vi har fået teknologien - det er så nemt at gøre via vores telefoner. Med vores forskningsprojekt vil vi gerne bidrage med flere fakta, så vi kan have en mere kvalificeret debat, siger professor ved Aarhus Universitet Peter Lauritzen, som er den ene af de to forskere, der skal eksekvere forskningsprojektet.

Rasmus Kjeldahl hos Børns Vilkår har ikke megen tiltro til den elektroniske overvågning af børn. Han mener ikke, at der kommer noget godt ud af det. 

- Vi tror ikke på, at det skaber øget sikkerhed eller tryghed. Det er at gå ned af et forkert spor. Man er nødt til at lære børnene at optræde selvstændigt og lære dem, hvornår man melder hjem til mor og far. Det kan aldrig afløses af en app, siger han. 

Med forskningen kommer der nu et kvalificeret bud på både fordele og ulemper ved den overvågning, der allerede nu er udbredt hos nogle forældre.