Søpapegøje fundet under hvalopskæring – nu er den i pleje

Mens forskere torsdag parterede en 30 tons tung hval på stranden ved Blokhus, dukkede pludselig to sjældne søpapegøjer op.

Den ene søpapegøje var desværre død, men den anden er i live. Dog noget afkræftet og er derfor i øjeblikket i pleje hos Farstrup Vildtpleje.

- Den ligger under en varmelampe og får noget at spise – med pincet. Den var meget meget tynd, men spiser lige nu rejer og har det fint, siger Kristian Mosgaard, der er leder af Farstrup Vildtpleje.

Lunde

Lunden hedder i folkemunde Søpapegøje

Ca. 30 cm. lang

Findes fortrinsvis på Island, Færøerne og i Nordnorge

Svømmer som en pingvin

Spiser tobis, brisling og småsild

Kilde: Dansk Ornitologisk Forening

Har fået problemer på havet

Søpapegøjen, eller lunden, som den også hedder, holder til på Island, Færøerne og i Nordnorge. Det er en sjælden gæst på vores kanter, der observeres under 50 af dem årligt i Danmark.

Kristian Mosgaards teori er, at det er en ældre fugl, som har fået problemer med at finde mad. Lunden er kun på land et par måneder om året i yngletiden, ellers finder den mad og opholder sig på det åbne hav. Vildtplejelederen mener den er kommet i problemer og er drevet mod den danske kyst i et stormvejr.

Der var masser af gæster på stranden ved Blokhus torsdag, mens hvalforskere var i gang med at obducere den finhval, der drev op på stranden tirsdag. Det var i den forbindelse, at de to søpapegøjer pludselig blev fundet i sandet. Den ene død, men den anden var altså i live og noget forkommen.

- Den blev fundet et par hundrede meter fra den strandede hval. Finderen kører den hen til en af vores hjælpere, som giver den førstehjælp. Den er kommet sig hurtigt, men jeg tror det er en gammel fugl. Derfor skal vi lige vurdere, om den kan klare sig selv og skal sættes ud igen, eller om den skal aflives. I løbet af et par dage skal den begynde at spise selv, der skal den virkelig gå til truget, siger Kristian Mosgaard.

Søpapegøjen er nu i pleje i Nordjylland
Søpapegøjen er nu i pleje i Nordjylland Foto: Farstrup Vildtpleje / Farstrup Vildtpleje

Kan finde hjem igen

Hvis søpapegøjen kommer sig så godt, som det ser ud til, vil den fint kunne sættes fri her i Danmark

- Den kommer bare ud lige omkring, hvor vi fandt den. Dens GPS virker så fint, at den lynhurtigt vil kunne finde tilbage igen, fortæller Kristian Mosgaard.

Han mener ikke, de to fugle har nogen sammenhæng hverken med hinanden eller den strandede hval.