Trods bordeller i Airbnb-lejligheder: Deleøkonomien er ikke til at stoppe

Selvom det kan gå helt galt, når man lejer sin lejlighed ud, vil de dårlige historier efter alt at dømme ikke kunne standse deleøkonomiens fremtog.

Syv personer har inden for den seneste uge anmeldt til Københavns Politi, at der er drevet bordel i deres lejlighed. Det er sket, mens de havde lejet den ud gennem onlinetjenesten Airbnb.

Men skrækeksemplerne er formentlig ikke nok til, at folk flygter fra tjenesten.

- Det er stadig et lille tal i forhold til antallet af overnatninger. Og der er simpelthen for mange penge i det for de folk, der lejer ud, siger Claus Skytte, der foredragsholder og forfatter og blandt andet har skrevet bogen 'Skal vi dele?', der handler om deleøkonomi.

Fakta om AirBnb

  • AirBnb blev stiftet i 2008 i San Francisco.
  • Tjenesten er aktiv i 190 lande og 34.000 byer verden over.
  • Mere end 60 millioner mennesker brugte den sidste år.
  • AirBnb har 21.000 værter i Danmark.
  • 405.000 mennesker besøgte sidste år Danmark via AirBnb.

Kilde: AirBnb

Folk forventer kriminalitet

Begrebet deleøkonomi, der dækker over alt fra delebiler og Airbnb til fælles aviser og online abonnementer, er i stærk vækst. Ifølge Claus Skytte benytter ni procent af danskerne sig nu af det, mens tallet er langt højere i udlandet. For eksempel over 20 procent i USA.

- Indtil videre har der ikke været noget, der kan stoppe det. Det gør livet lettere for os og det er skidesmart.

Der er ellers mange historier om svindel med de tillidsbaserede handler. Senest har dansk politi advaret mod, at lejere via en falsk Airbnb-side er blevet franarret tusindvis af kroner for boliger, der ikke eksisterer. Men Claus Skytte tror ikke, at kriminaliteten vil skræmme folk væk.

- Selvfølgelig er der kriminalitet på nettet. Det ved folk godt. Ligesom der er kriminalitet i det virkelige liv, og jo mere vi overgår til nettet, jo mere vil den rykke med derover. Derfor skal man selvfølgelig tage sine forholdsregler, ligesom man gør i det virkelige liv. Men de positive historier vil blive ved med langt at overgå de negative, siger han.

Deleøkonomi i 150 år

At tage sine forholdsregler er imidlertid lettere sagt end gjort. Ofte kan falske profiler på nettet se meget ægte ud, og Claus Skytte forventer kun, at kriminalitet på nettet vil blive mere omfangsrigt og bedre udført.

- Derfor skal vi også tale langt mere om sikkerhed på nettet i forbindelse med det her. Vi har talt meget om deleøkonomi i forbindelse med beskatning, og om det er lovligt. Men ikke sikkerhed. Det kommer vi til, spår han.

Grunden til, at deleøkonomi på nettet er mindre udbredt i Danmark end andre steder har en meget logisk forklaring, mener Claus Skytte - vi deler nemlig mange ting i forvejen.

- Vi har været et deleøkonomisk samfund i 150 år. Vi har opfundet andelstanken, vi deler halvdelen af vores løn med hinanden. Vi deler veje, sygehuse, skoler. Vi har så meget tillid til hinanden, at vi ikke behøver en mellemmand på nettet for at dele. Derfor har vi ikke set den her bevægelse som den store revolution, mener han.