Her eksploderer grundskylden - men kun på den ene side af villavejen

Den ene side af en villavej i Vordingborg skal betale tre gange så meget i grundskyld som den anden. Uretfærdigt, lyder det fra en husejer.

Grundskyld. Ejendomsskat. Grundskat.

Kært barn har som bekendt mange navne, men det er nok de færreste husejere på Jernbanegade i Vordingborg, der ville kalde den såkaldte skat på jorden, hvor en bolig er opført, for kær. I hvert fald ikke på den ene side af vejen.

For en ændring i kommunalplanen har fået grundskylden til at eksplodere på halvdelen af boligerne i Jernbanegade. Hanne Frederiksen er en af de husejere, hvis grund nu er indlemmet i et såkaldt centerområde – og derfor er hendes grundskyld blevet fordoblet.

- Vi var chokerede og synes, at det var noget af et smæk. Det er en værre pine, som vi sidder i, siger Hanne Frederiksen til TV 2.

Tre gange så meget som genboen

Hanne Frederiksen skal betale 24.000 kroner i grundskyld for 2016. Det er en fordobling i forhold til sidste år – og op til tre gange så meget som hendes genbo. Grænsen for centerområdet, der er skyld i den voldsomme skattestigning, går nemlig igennem villavejen.

Hanne Frederiksens hjem ligger på den dyre side.

- Det er uretfærdigt, at det kun er den ene side, som det rammer, siger hun og uddyber:

- Økonomisk betyder det jo, at vi skal ud og tjene de penge ekstra. Vi har jo den samme faste løn, så det er jo noget andet, som vi må spare på.

Huset må fylde hele grunden

Det såkaldte centerområde, som Helle Frederiksens bolig efter den nye kommunalplan er en del af, giver lov til at bygge på 100 procent af grunden.

Og jo mere en grund må bebygges, desto højere bliver grundskylden.

- Vi har bestemt ikke tænkt os at skulle bebygge hele grunden. Det er jo fuldstændig fjollet, siger Helle Frederiksen.

Borgmester går ind i sagen

Med en årlig grundskyld på 24.000 kroner håber Helle Frederiksen på en billigere løsning fremover. Hun krydser fingre for, at kommunen vil genoverveje kommunalplanen.

- Jeg vil da rigtig gerne have dem til at kigge på det her og se, om vi ikke kan finde ud af, hvordan man kan hjælpe os, siger hun.

Og hjælpen er måske på vej.

I hvert fald oplyser borgmesteren til TV 2, at man straks vil se på den åbenlyse urimelighed på villavejen i Vordingborg.

- Sagen er helt ny for mig. Det har slet ikke været målet med ændringen af kommunalplanen at skabe en urimelighed, og derfor vil jeg naturligvis gå ind i sagen med det samme, oplyser Knud Larsen, borgmester i Vordingborg Kommune for Venstre.